Recensioner - Svenska samfundet för musikforskning

More documents

Recommendations

Info

præsenteres som en epokal musikhistorie. Men så centralt placeret i bogen er Burney nu heller ikke at en sådan skrupel behøvede at gøre sig gældende. For den er meget mere end en flittigt annoteret monografi over den opvakte verdensmands frugter af rejserne gennem de musikalske miljøer i central- og sydeuropa. Ling føjer overalt brede skildringer til. For eksempel vedrørende musiklivet i Londom, Burneys hjemby, som denne ikke selv ofrede så megen opmærksomhed; det sker i sammenhæng med præsentationen af hans ”cicerone” (som han her ofte kaldes) og som optakt til selve rejsens musikhistoriske animation. Endvidere går han også uden for Burneys rejseruter med et kapitel om den italiensk-influerede musik i Rusland og dennes brydning med en spirende national kultur. Sankt Petersburg udgør dette rejsemål på egen hånd. Desuden trækker forfatteren linjer, hvor det er muligt, fra diverse musikalske figurer til svensk musikhistorie. Og endelig refererer han vidt og bredt til musik- og kulturhistorisk litteratur efter Burneys tid: således omfatter litteraturfortegnelsen 221 bøger og artikler! Noget andet er så om dette bind honorerer den standard som forfatteren og dagens konsumenter af musikhistorie i litterær form kan tænkes at fordre af en sådan fagbog i emnefeltet. Der er ingen oplysninger at hente om hvilken eller hvilke målgrupper bogen er skrevet for, så læseren – og især recensenten – må træffe noget af et valg: Skal man lægge hovedvægt på dens slagtitel, den musikhistoriske rejse, eller på undertitlen, den socialt og topografisk anskuede musikhistorie? Selv har jeg løst dette spørgsmål via to erfaringer med bogen: dels at jeg har større udbytte af at læse Burneys originaltekst end hans Baedeker; dels at Lings fremstilling i øvrigt får mig til at glemme ciceronen over mange og lange stræk. Så for mig bliver det altså først og fremmest til en musikhistorie. Men akkurat i denne henseende kommer fremstillingen til at tage sig mærkeligt anakronistisk ud, i det store og hele. Grundlæggende er den i besiddelse af den samfunds- og kulturhistoriske beretnings egenskaber på både godt og ondt. Godt er det at den traditionelle akademiske musikhistorie suppleres med livsnære detaljer som ellers for det meste forbigås; og det sker her 136 Recensioner så rigeligt at det ofte virker som om Ling opfatter sig som en moderne kompilator à la Burney – bogen har stor anvendelighed som findested for citater (samtlige er bragt på svensk i teksten og i originalform i et appendix). Mindre godt er det at de ”tekniske” enkeltheder, som denne fremstillingsmåde tager med næsten for skams skyld, ofte er for groft tilhuggede, ja kan virke naivt ureflekterede eller ubearbejdede – det gælder f.eks. forfatterens ”lektie” om sonatesatsformen s. 192 og endnu mere det her uklart anvendte begreb ’klassik’ (s. 133, s. 227 – hvor det stilles lige med ’galant’ – og s. 366: ”klassiskt inriktad stil”, hvilket er en historisk teleologisk konstruktion uden nogen berettigelse). Og anakronistisk virker især tekstens fortløbende ophobning af iagttagelser, associationer og andre ”fakta”, sammenholdt med at historiske ”strukturer”, dvs. tankekonstruktioner, er næsten helt og holdent fraværende – selv i form af referencer til moderne musikhistoriske forskningsbidrag med perspektivisk tydeliggørende eller korrigerende indhold. Udtrykt med nogen overdrivelse kan man sige at teksten til visse tider fremtræder som en serie private noter til musikhistoriske forelæsninger (med udeladelse af de perspektivgivende linjer som tænkes improvisatorisk fremstillet). Men det rammer muligvis forfatterens intentioner bedre at gætte på at Burneys fremstillingsmåde er gået ham i blodet, ja måske ligefrem er en slags ideal for ham. I hvert fald taler bogens bagsidetekst om Burneys musikhistorie (bd. I–IV) som ”epokgörande och modell för kommande musikhistorier fram till våra dagar.” Det sidste er dog en fejlvurdering, og det af de helt store. Musikhistorieskrivningen har for længst, fra den begyndte at forstå sig selv som egentligt videnskabelig, først smøget den leksikalsk betonede information af sig og har siden hen distanceret sig fra det biografiske som den væsentligste sigtelinje. Begge disse komponenter er hovedkarakteristika såvel for Burneys fremstilling som for Lings. Fremstillingen forsømmer til gengæld flere ting som skulle være helt naturligt for et gensyn af i dag med Burney og hans musikhistorie. For det første at optegne vigtige forbindelseslinjer som Burney ikke har været opmærksom på mellem
nogle af de besøgte miljøer. Den oplagte mulighed ville her have været at redegøre for spredningen af fransk æstetik og smag på det (musik)dramatiske område, dvs. den reformerende bevægelse fra Paris over det fransk-kulturelle hof i Parma (musikalsk: Traëtta) og videre i flere retninger: til Wien (Gluck) og til Sydtyskland (Traëtta igen). Herom kan læses i koncentreret form i Neues Handbuch der Musikwissenschaft bd. 5, s. 239ff. og i Daniel Heartz’ store og vigtige artikel ”From Garrick to Gluck” (Publ. Royal Mus. Assoc. 1967-68). For det andet savnes der nøjere betragtninger over Burneys status som iagttager og beskriver af sit århundredes musik og musikkultur: Han kom jo som rejsende i mange tilfælde for sent frem (især i Italien) og andre gange for tidligt (i relation til Haydns og Mozarts ophøjede positioner i Wien). Dette påpeger bogen ikke, så lidt som den i det afsluttende kapitel, ”Burneys 1700-tal och vår tid” reflekterer over hans musikhistoriske koncept i forhold til nutidens forskellige synsvinkler. Det er en smukt udstyret bog Ling har udgivet, men den skæmmes unødvendigt af småfejl som fortrinsvis knytter sig til afskriften af navne (eller fremmedsprog, også dansk!) og derfor betegner slarv. I bibliografien er det dog gået helt galt: her har jeg på de ti sider kunnet foretage 115 korrekturer! – uden hensyntagen til den alment rådende inkonsekvens vedrørende store og små bogstaver i engelske og franske titler. Men som det væsentligste finder jeg at forfatteren i dette tilfælde burde have taget musikhistorien mere alvorligt – både musikken og historien. Det kunne den store flid som på mange måder er nedlagt i arbejdet måske også have fortjent. Bo Marschner Erling Lomnäs: Estrella de Soria – verkhistorik, källor, edition av libretto och överblivna nottexter. Diss. (Studier i musikvetenskap 15.) Stockholm: Musikvetenskapliga institutionen, 2004, 632 s., noter, ISBN 91-7265-823-1 Erling Lomnäs avhandling syftar till att ge en Recensioner noggrann och bred bild av genesen av Franz Berwalds opera Estrella de Soria. För att åstadkomma detta har allt material som kan ha haft samband med operans tillkomst förtecknats, kritiskt undersökts och beskrivits i samtliga stadier, vilket lett fram till en slags slutgiltig version av operan, d.v.s. den version av nottexten som finns publicerad i volym 17 a–b i utgåvan av Berwalds samlade verk på Bärenreiter Verlag. Författaren har också ordnat och värderat källorna samt vetenskapligtkritiskt ederat alla källor och delar av sådana som inte medtagits i den slutgiltiga versionen. Omfattningen och komplexiteten hos källmaterialet kräver ett musikaliskt filologiskt arbetssätt för att problemställningarna skall kunna genomlysas. Materialet har också reflekterats mot hela Berwalds operaskapande, då det föreligger dels gemensamma textfrågor, dels självlån mellan de musikdramatiska verken. Vi möter alltså en presentation av ett musikaliskt källmaterial i form av källbeskrivningar och nottexter. I centrum står källorna med verkhistoriken som fond. Arbetet påminner en del om en verkmonografi, med den musikaliska analysen som undantag. Som författaren mycket riktigt påpekar i sin inledning är det motiverat med en sådan begränsning, eftersom det är första gången som hela källmaterialet till Estrella de Soria sammanställs och granskas kritiskt. Först sedan det filologiska arbetet avklarats, kan beskrivning och analys av verket ske. Avhandlingen innehåller tre delar: 1. ”Verkhistorik”, 2. ”Källor och ederingsprinciper” samt 3. ”Libretto och överblivna nottexter”. Verkhistoriken är indelad i åtta delkapitel, där de inledande beskriver Berwalds musikdramatiska produktion före Estrella de Soria. Sedan följer en beskrivning av verkets olika versioner från Wienversionen 1841 till urpremiären i Stockholm 1862. Författaren gör intressanta jämförelser mellan olika autografa manuskript: teatermanuskriptet, d.v.s. det partitur som användes vid framförandena, partiturrenskriften som Berwald lät färdigställa efter det att föreställningarna avslutats och som var avsedd för vidare spridning i främst Tyskland samt klaverutdraget. Därefter presenteras källor och ederingsprinciper, en text som har fyra kapitel. I det första beskrivs källäget, följt av en allmän beskrivning av 137
Page 1 and 2: Recensioner Allmogespelmännen Augu
Page 3 and 4: forskningen. Jersild berör också
Page 5 and 6: har man sjungit in dem i nationen E
Page 7 and 8: skar den här relationen i ett hund
Page 9 and 10: så mycket att det inte finns någo
Page 11 and 12: citat. En samlad litteraturförteck
Page 13 and 14: olikheter, går det att dra någorl
Page 15 and 16: ehöva göra denna begränsning, in
Page 17 and 18: anyone interested in the origins an
Page 19 and 20: genom att många grundläggande ter
Page 21: leder till större kunskaper inom e
Page 25 and 26: lomster har Martin Bagge sökt melo
Page 27 and 28: Inte har vi haft någon ”Golden A
Page 29 and 30: Ibo Ortgies: Die Praxis der Orgelst
Page 31 and 32: le-Intonation eine Art von Statisti
Page 33 and 34: der. Her har man valgt å kommenter
Page 35 and 36: aktionen kring Musiken genom tidern
Page 37 and 38: (Skrifter från Centrum för musikp
Page 39 and 40: en så fram ännu ett starkt mening
Page 41 and 42: mierna, vid överklassens många ba

Recensioner - Svenska samfundet för musikforskning

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?