Recensioner - Svenska samfundet för musikforskning

præsenteres som en epokal musikhistorie.
Men så centralt placeret i bogen er Burney nu
heller ikke at en sådan skrupel behøvede at gøre
sig gældende. For den er meget mere end en flittigt
annoteret monografi over den opvakte verdensmands
frugter af rejserne gennem de
musikalske miljøer i central- og sydeuropa. Ling
føjer overalt brede skildringer til. For eksempel
vedrørende musiklivet i Londom, Burneys hjemby,
som denne ikke selv ofrede så megen
opmærksomhed; det sker i sammenhæng med
præsentationen af hans ”cicerone” (som han her
ofte kaldes) og som optakt til selve rejsens musikhistoriske
animation. Endvidere går han også
uden for Burneys rejseruter med et kapitel om
den italiensk-influerede musik i Rusland og dennes
brydning med en spirende national kultur.
Sankt Petersburg udgør dette rejsemål på egen
hånd. Desuden trækker forfatteren linjer, hvor
det er muligt, fra diverse musikalske figurer til
svensk musikhistorie. Og endelig refererer han
vidt og bredt til musik- og kulturhistorisk litteratur
efter Burneys tid: således omfatter litteraturfortegnelsen
221 bøger og artikler!
Noget andet er så om dette bind honorerer
den standard som forfatteren og dagens konsumenter
af musikhistorie i litterær form kan tænkes
at fordre af en sådan fagbog i emnefeltet. Der
er ingen oplysninger at hente om hvilken eller
hvilke målgrupper bogen er skrevet for, så læseren
– og især recensenten – må træffe noget af et valg:
Skal man lægge hovedvægt på dens slagtitel, den
musikhistoriske rejse, eller på undertitlen, den
socialt og topografisk anskuede musikhistorie?
Selv har jeg løst dette spørgsmål via to erfaringer
med bogen: dels at jeg har større udbytte af at
læse Burneys originaltekst end hans Baedeker; dels
at Lings fremstilling i øvrigt får mig til at glemme
ciceronen over mange og lange stræk. Så for mig
bliver det altså først og fremmest til en musikhistorie.
Men akkurat i denne henseende kommer
fremstillingen til at tage sig mærkeligt anakronistisk
ud, i det store og hele. Grundlæggende er den
i besiddelse af den samfunds- og kulturhistoriske
beretnings egenskaber på både godt og ondt.
Godt er det at den traditionelle akademiske
musikhistorie suppleres med livsnære detaljer
som ellers for det meste forbigås; og det sker her
136
Recensioner
så rigeligt at det ofte virker som om Ling opfatter
sig som en moderne kompilator à la Burney –
bogen har stor anvendelighed som findested for
citater (samtlige er bragt på svensk i teksten og i
originalform i et appendix). Mindre godt er det at
de ”tekniske” enkeltheder, som denne fremstillingsmåde
tager med næsten for skams skyld, ofte
er for groft tilhuggede, ja kan virke naivt ureflekterede
eller ubearbejdede – det gælder f.eks. forfatterens
”lektie” om sonatesatsformen s. 192 og
endnu mere det her uklart anvendte begreb ’klassik’
(s. 133, s. 227 – hvor det stilles lige med
’galant’ – og s. 366: ”klassiskt inriktad stil”, hvilket
er en historisk teleologisk konstruktion uden
nogen berettigelse).
Og anakronistisk virker især tekstens fortløbende
ophobning af iagttagelser, associationer og
andre ”fakta”, sammenholdt med at historiske
”strukturer”, dvs. tankekonstruktioner, er næsten
helt og holdent fraværende – selv i form af referencer
til moderne musikhistoriske forskningsbidrag
med perspektivisk tydeliggørende eller
korrigerende indhold. Udtrykt med nogen overdrivelse
kan man sige at teksten til visse tider
fremtræder som en serie private noter til musikhistoriske
forelæsninger (med udeladelse af de
perspektivgivende linjer som tænkes improvisatorisk
fremstillet). Men det rammer muligvis forfatterens
intentioner bedre at gætte på at Burneys
fremstillingsmåde er gået ham i blodet, ja måske
ligefrem er en slags ideal for ham. I hvert fald
taler bogens bagsidetekst om Burneys musikhistorie
(bd. I–IV) som ”epokgörande och modell
för kommande musikhistorier fram till våra
dagar.”
Det sidste er dog en fejlvurdering, og det af de
helt store. Musikhistorieskrivningen har for
længst, fra den begyndte at forstå sig selv som
egentligt videnskabelig, først smøget den leksikalsk
betonede information af sig og har siden
hen distanceret sig fra det biografiske som den
væsentligste sigtelinje. Begge disse komponenter
er hovedkarakteristika såvel for Burneys fremstilling
som for Lings.
Fremstillingen forsømmer til gengæld flere
ting som skulle være helt naturligt for et gensyn af
i dag med Burney og hans musikhistorie. For det
første at optegne vigtige forbindelseslinjer som
Burney ikke har været opmærksom på mellem