NORNA-RAPPORTER 88 Binamn. Uppkomst, bildning, terminologi ...

124 Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen
joritet i undersøgelsesmaterialet som helhed. Muligvis er der ikke desto mindre
en vis tendens til større dominikansk tilnavnebrug i Danmark sammenlignet
med Sverige, men denne forskel blegner helt hvis man sammenligner det nordiske
materiale med lister over eksempelvis prædikebrødre syd for Østersøen.
I de nederlandske, nordtyske og baltiske konventer synes langt de fleste brødre
at have båret et tilnavn, typisk et ofte borgerligt slægtsnavn eller et lokalitetsangivende
tilnavn, og det er derfor ingen tilfældighed, at de fra kontinentet
overførte prædikebrødre fylder uforholdsmæssigt meget i det nordiske tilnavnemateriale.
Om jeg i undersøgelsen havde inddraget det dominikanske konvent
i Tallinn, der også indgik i den nordiske provins Dacia, havde resultatet
set noget anderledes ud, med omtrent en fordobling af tilnavnemængden på
grund af prædikebrødre herfra alene.
Den mest udtalte interne variation i det skandinaviske tilnavnemateriale,
som jeg har kunnet finde, gælder opdelingen mellem kannikker og prædikebrødre.
Hvor der som helhed kunne findes op mod 36 % lokalitetsangivende
tilnavne i højgejstligheden som helhed, så var denne andel oppe på hele 50 %
hos prædikebrødrene mod blot 25 % hos kannikkerne. Slægtsnavne derimod
var langt hyppigere blandt kannikkerne (op mod 61 %) end hos prædikebrødrene
(20 %). Personligt karakteriserende tilnavne optræder omtrent lige
hyppigt i de to grupper (40 % hos kannikkerne og 42 % hos prædikebrødrene).
Dette var faktisk en forskel, som jeg ikke på forhånd havde forventet at finde,
idet de to gejstlige grupper ellers på mange måder synes særdeles nært knyttet
og indbyrdes socialt overlappende. Kort fortalt synes mange prædikebrødrekonventer
netop etableret med henblik på teologisk oplæring og rådgivning for
kannikkerne, deres klostre lå derfor typisk tæt ved domkapitlerne, kannikkerne
er de hyppigst registrerede donatorer til prædikebrødrenes konventer, og de to
institutioner synes i vidt omfang at have rekrutteret deres folk i samme sociale
lag, i Skandinavien først og fremmest i lavadelen og det højere borgerskab. Til
trods for disse ligheder giver forskellen i tilnavnebrugen alligevel mening ved
nærmere eftertanke. For det første nøjedes domkapitlerne ikke med at hverve
nye kannikker i lavadelen, men havde dertil en betydelig tilgang fra mellemklasse-
og højadelen, som i højere grad var tilbøjelig til at føre etablerede
slægtsnavne. Et andet aspekt ved slægtsnavnebrugen er, at mens der ingen social
eller økonomisk lighed var at forvente mellem kannikkerne ved et sekulært
domkapitel, så gjaldt der anderledes idealer om ligeværdigt broderskab i de regulærgejstlige
konventer, hvor man – i hvert fald ideologisk set – stillede sin
verdslige fortid bag sig, når man trådte ind i konventet, herunder de fordele som
navn, slægt og formue bragte med sig. Set i det lys, kan det faktisk undre, at der
overhovedet optræder slægtsnavne blandt prædikebrødrene, men på netop
dette punkt spiller den usikre tolkning af tilnavnene sandsynligvis også ind,
sammen med den udenlandske indflydelse. Af 22 mulige dominikanske slægtsnavnebelæg
er der kun fem belæg, der med sikkerhed kan klassificeres som
slægtsnavne, og af disse er flere tysk-nederlandske og ingen af dem adelige: fr.
Johannes Blankensten, fr. Sveno Dingstede, fr. Gerhardus Kuper de Calcar, fr.