NORNA-RAPPORTER 88 Binamn. Uppkomst, bildning, terminologi ...

Johannes, dictus Kalf, hujus loci decanus 123
Som allerede påpeget optræder de højgejstlige tilnavne særligt hyppigt sammen
med nogle fornavnetyper, men de findes også sammen med relativt
sjældne fornavne, hvor de altså ikke umiddelbart kan forklares med et behov
for at skelne imellem flere navnebrødre i samme miljø. Jeg har derfor prøvet at
se nærmere på, om personerne eller tilnavnetyperne fremstår anderledes hos
folk med sjældnere fornavne. Den tydeligste tendens er, at lokalitetsangivende
tilnavne især synes anvendt uanset fornavn for prædikebrødre, der opholdt sig
i fremmede provinser; det være sig tyske brødre i Norden (f.eks. fr. Johannes
Theutonicus og fr. Hermannus Enienburg) og nordiske brødre på kontinentet
(f.eks. fr. Gudmundus Dacus og fr. Nicolaus de Suetia). På mere lokalt plan synes
lokalitetsangivende tilnavne også brugt ret konsekvent uanset fornavne, når
der kan være tale om særlige præbende- eller terminsrelaterede forbindelser for
den gejstlige person til det pågældende sted, for kannikkerne f.eks. Johannes de
Capella og Benechinus de Åhus, for prædikebrødrene f.eks. fr. Aron de Randrus
og fr. Ketillus de Upsalia. For de personligt karakteriserende tilnavne kan
man endvidere forestille sig, at de bagvedliggende persontræk har været så udtalte,
at personen vil have fået tilnavnet uanset sit fornavn, så f.eks. roskildekannikken
Thrugotus Hass har talt med så hæs en stemme, at han næsten kendtes
bedre for dette end for sit dåbsnavn. Endelig synes der mig uanset fornavnets
popularitet også en vis tendens til, at bisperne sammen med de højtstående
prælater ved domkapitlerne og de ledende prædikebrødre fylder uforholdsmæssigt
meget i materialet, hvilket kunne indikere, at fremtrædende gejstlige
– uanset fornavn – lettere pådrog sig tilnavne fra omgivelserne end deres mere
menige kollegaer, hvilket dermed næppe handlede om et behov for at udskille
dem fra navnebrødre i nærmiljøet, så meget som et behov hos deres omgivelser
for at »de-piedestallisere« dem lidt.
Afslutning
Afslutningsvis har jeg også gennemsøgt materialet for andre interne variationer.
De registrerede 242 tilnavne fordeler sig med 26 % på 1200-tallet,
32 % på 1300-tallet, 32 % på 1400-tallet og 10 % på 1500-tallet, hvilket imidlertid
kun viser, at tilnavnene som helhed dækker perioden 1200–1536 rimelig
velfordelt, men derimod intet siger om frekvensen af tilnavne i de enkelte
århundreder; dertil kræves en optælling af samtlige periodens gejstlige navnebelæg.
Med forbehold for, at der er tale om lidt forskellige kildetyper i de
fire delperioder, så er det om noget mit indtryk, at de personligt karakteriserende
tilnavne især hører 1200- og 1300-tallet til, mens tilnavnematerialet i
middelalderens sidste del især er domineret af slægtsnavne blandt kannikkerne
og af lokalitetsangivende tilnavne blandt prædikebrødrene – det sidste
gælder ikke mindst på f.eks. tyske prædikebrødre overført til nordiske konventer.
Dette fører mig videre til en overvejelse om geografiske spredninger i materialet,
hvilket dog vanskeliggøres betydeligt af den overvældende danske ma-