NORNA-RAPPORTER 88 Binamn. Uppkomst, bildning, terminologi ...

122 Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen
prædikebrødre fr. Jacobus Primus og fr. Joseph Primus ‘først’ fra midten af
1200-tallet gjort sig fortjent til deres tilnavne; regnedes de for de første blandt
deres ligemænd (altså priorer), var de blandt de første stiftende brødre ved deres
respektive konventer (hvilket tidspunktet godt kunne understøtte) eller var
de bare ankommet til deres konvent tidligere end senere brødre af samme
fornavn? Gik den stockholmske prædikebroder fr. Clemens Henrici dictus Rytting
‘dolk’ med kniv? Og lignede hans kollega i Kalmar, fr. Petrus Trulle, en
trold? Eller var de bare af de to respektive slægter af samme navn? Under afsnittet
om mulige slægtsnavne er desuden allerede nævnt flere eksempler, der
også kan høre til i gruppen af personligt karakteriserende tilnavne. Det gælder
f.eks. prædikebrødrene fr. Andreas Bloch, fr. Laurentius Blome, fr. Petrus
Brakke, fr. Olavus Egherne, fr. Johannes og fr. Petrus Krog og fr. Henricus
Taath, samt kannikkerne Ulf Biorn, Johannes og Nicolaus Dros, Nicolaus og
Petrus Due, Tucho Då, Thrugotus Hass og Magnus Kempe.
Et sidste eksempel kan bruges til at illustrere, hvordan selv den bedste
klassificeringsmodel kan komme til kort over for finurlige tilnavnedannelser.
Petrus Lykke, der tjente som kannik i Roskilde og biskop i Ribe inden sin
periode som ærkebiskop i Lund 1418–36, var ud af den sjællandske lavadelsslægt
Bille; hans fader var Jon Bille til Solbjerg, hans broder var roskildekannikken
Nicolaus Bille og ingen i hans nærmeste familie vides at have båret
tilnavnet Lykke. Ikke desto mindre var han tilsyneladende også i familie med
adelsslægten Lykke, eventuelt på mødrene side, og slægtningen Iver Lykke,
ridder og fremtrædende rigsråd, var muligvis også en slags lykkesmed og
mæcen for Petrus, da denne indledte sin gejstlige karriere. Forholdet synes
således at have afledt, at unge Petrus i stedet for sit eget slægtsnavn Bille
brugte sin protektors slægtsnavn Lykke som personligt karakteriserende tilnavn!
Brugen af højgejstlige tilnavne
De fleste mennesker gennem tiderne har vel oplevet at blive tillagt mere eller
mindre passende, personligt karakteriserende øgenavne af deres vittige omgivelser,
og at dette også gælder højgejstligheden i Nordens middelalder bør
ikke undre. Derimod kan man med flere af de umiddelbart ret så negativt
klingende tilnavne for endog bisper og højtrangerende kannikker og prædikebrødre
undre sig over, at sådanne skæmteprægede tilnavne har fået så indgroet
status, at de er blevet anvendt i diplomer, nekrologier og diverse officielle
protokoller. Kendetegnende er det, at hvor der overhovedet er knyttet
et tilnavn til en person, benyttes det ofte forholdsvis konsekvent, hvis personen
er kendt fra mere end ét belæg. Det synes næsten kun at kunne betyde, at
den pågældende person ikke blot har været bekendt med tilnavnet, men dertil
også accepteret det og måske ligefrem båret det med stolthed – hvilket foruden
de af tilnavnet eksplicit indikerede egenskaber tillige vidner om en god
portion humor og selvironi.