NORNA-RAPPORTER 88 Binamn. Uppkomst, bildning, terminologi ...

120 Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen
(søn af Niels Hak, hvorfor der næppe er tale om et slægtsnavn), samt prædikebrødrene
fr. Brotherus Parvus, fr. Johannes Parvus og fr. Godefridus Parvus
‘lille’ alle må formodes at have været forholdsvis små af statur. Århuskannikken
Johannes Rød kan tænkes at have været rødhåret eller mere end almindelig
rødmosset i sin ansigtsfarve. På samme måde kan de sjællandske prædikebrødre
fr. Olavus og fr. Johannes Albus ‘hvid’ ligesom roskildesakristanen Nicolaus
Hvid have været meget lyshårede eller lyse i huden – hvis de da ikke har
opnået deres tilnavne ved at tilhøre den på Sjælland så velkendte Hvide-slægt
– hvorimod prædikebroderen fr. Jacobus Blå kan have været anderledes mørk
at se på. En krøllet hårpragt under tonsuren synes at have prydet dominikanerlektoren
fr. Nicolaus Crispus ‘krøllet’, også kendt som Nicolaus Kari ‘krushåret’,
ved konventet i Roskilde i midten af 1200-tallet. Lidt mere spydige kommentarer
til vore gejstliges udseende synes at ligge bag tilnavnene på lundeprovsten
Andreas Næse og den århusianske prædikebroder fr. Johannes Næs,
hvis snudeskafter må have tiltrukket sig en vis opmærksomhed, mens tilnavnet
for den danske prædikebroder fr. Olavus Pinguis ‘fed’ heller ikke lyder specielt
flaterende. Så er der straks mere format over tilnavnet på den til Slesvig overførte
tyske prædikebroder fr. Theodericus Starke ‘stærk’.
Til de mere negativt ladede karaktertilnavne må vel nok regnes dekanens ved
domkapitlet i Roskilde, Bondo Hugorm, som muligvis har haft en giftig tunge
og/eller et skarpt og hurtigt bid, samt hos roskildekannikken fr. Johannes Ade
(glda. ate ‘æde’?), der muligvis har haft en god appetit. Anderledes positivt
fremstår i stedet den roskildensiske dominikanerprior fr. Jacobus Pius ‘from’.
Med hensyn til tilnavnet for den velkendte og berygtede domprovst i Roskilde
og senere ærkebiskop i Lund, Riga og Bremen, Johannes Grand (eller Grandis),
kan man med DGP vælge den pæne tolkning ‘den fine, rene’, mens tolkningen
‘den store’ i hvert fald synes at matche hans egen selvopfattelse; tilnavnet
synes i øvrigt primært anvendt i hans ærkebispelige periode. Om roskildebispen
Johannes Hind har haft hunhjortens elegante skikkelse og bevægelighed
skal være usagt, men der kan her også være tale om en humoristisk
feminisering af tilnavnet på hans verdslige broder Nicolaus Hjort. Prædikebroderen
fr. Laurentius Cante (af cantus ‘sang’ eller cantor ‘sanger’) kan tænkes
at have markeret sig som en særlig god – eller i det mindste ivrig – sanger ved
konventet i Kalmar sidst i 1400-tallet.
Også stillings- eller standsbetegnelser indgår som højgejstlige tilnavne. Tilnavnet
for Uffo Petri Degn henfører formentlig til hans funktion som subdiakon
ved domkirken i Lund, ligesom børglumbispen Tucho Klerks tilnavn rimeligvis
sigter til hans regulærgejstlige fortid hos prædikebrødrene, hvor han var
provincialprior inden sin bispeindvielse i 1327. Roskildekannikken Nicolaus
Bonde kan have udmærket sig ved at være ud af bondestand (med mindre der
slet ikke er tale om et tilnavn men derimod et latinificeret patronymikon af
»Bondesen«). Anderledes udfordrende bliver det at tolke det stillingsindikerende
tilnavn, som lundekannikken Nicolaus Monialis bar i starten af 1200-tallet.
At der vitterligt er tale om betydningen ‘nonne’ fremgår af, at tilnavnet også