NORNA-RAPPORTER 88 Binamn. Uppkomst, bildning, terminologi ...

Johannes, dictus Kalf, hujus loci decanus 119
Saxtorp. Det samme kan siges om prædikebroderen Sveno Dinxstede, der
havde sin gang ved konventet i Sigtuna omkring 1480. Hans tilnavn synes uden
tvivl afledt af lokaliteten Dingstede nær Meppel i Nederland, men eftersom han
både havde en bror Hans Dingstede og en fader Kurt Dingstede med bopæl i
Stockholm, synes navnet i Svenos tilfælde snarere blot at referere til familien
end til dennes nederlandske oprindelsessted. På samme måde kan flere andre
udenlandske lokalitetsangivende tilnavne udmærket tænkes båret som slægtsnavne
allerede inden ankomsten til Norden. At den ene betydning imidlertid
ikke behøver at udelukke den anden har vi formentlig eksempel på i den dominikanske
fr. Gotscalcus Falkdal, der fungerede som nordisk pønitentiar ved pavehoffet
i Avignon 1362–64 og derpå sad som biskop i Linköping 1364–74. Efter
alt at dømme har fr. Gotscalcus startet sin karriere ved dominikanerklosteret
i Roskilde, hvor han menes at stamme fra en lokal patricierslægt, der havde taget
navn efter dets lavadelige sæde Falkedal nær domkirkebyen. Et lokalitetsafledt
slægtsnavn synes også at ligge bag den formodentlig svenske prædikebroder
fr. Ludulfus de Portu, også kendt som Lydeke van Hawen, der tjente ved
konventerne i Stockholm og Oslo, inden han fungerede som ordenens nordiske
overhoved (provincialprior) i perioden 1457–70. Hvor vidt fr. Petrus Fris, der
tjente hos prædikebrødrene i Lund i 1478, kaldtes sådan fordi han var af slægten
Fris eller fordi han selv var af frisisk baggrund er ikke til at sige. Endelig
havde Norden tilsyneladende næsten sin egen Aquinas, men også kun næsten,
i form af prædikebroderen Petrus Aquinus, der havde sin gang ved konventet i
Västerås i 1489. Havde han fået dette tilnavn fordi han vitterligt, ligesom sin
berømte (næsten)navnebroder Thomas Aquinas kom fra byen Aquinum mellem
Rom og Napoli, eller refererede han bare særligt ofte til denne sin så
berømte dominikanske medbroder?
Individuelle tilnavne 2: Personligt karakteriserende tilnavne
Ethvert tilnavn kan jo siges at være personligt, eftersom det har været båret af
en person, men i nærværende sammenhæng tænkes på tilnavne, som personen
ikke har erhvervet gennem hverken tilknytning til en lokalitet eller deler med
andre i familien, men hvor navnet i stedet synes at sigte til helt individuelle
ydre eller indre karakteristika ved personen. I hvert fald 17 % af de registrerede
højgejstlige tilnavne synes at tilhøre denne gruppe, men tages også de mere
usikre med (dem der især også kan være slægtsnavne), når vi op på 41 %. På
sin vis er de personligt karakteriserende tilnavne måske de mest interessante,
idet de giver et muligt indblik i personens udseende eller karakter, som sjældent
fremgår af det i øvrigt bevarede kildemateriale, men som altså må have været
så betegnende for personen, at det er ved just denne egenskab, at hans omgivelser
har valgt at kalde ham.
Af eksempler på mere neutrale ydre karakteriserende tilnavne har vi lundekannikken
Jacobus Lange og prædikebroderen fr. Johannes Longus, der sandsynligvis
har været højere end gennemsnittet, hvorimod Jonas Nicolai Litle