NORNA-RAPPORTER 88 Binamn. Uppkomst, bildning, terminologi ...

118 Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen
præbende, der var navngivet efter og centreret omkring lokaliteten Kappelgårde
(Kildebrønde sogn, Tune h., Sjælland). Det er uvist, om noget tilsvarende
gælder hans kollega Wilhelmus Capella ved kollegiatkapitlet i København.
Hos Dominikanerordenen havde man ikke præbender, idet der var fælleseje
ved konventerne, men alligevel kan delvist beslægtede tilnavne også
tænkes at forekomme her. Flere af de store konventer, såsom i Roskilde,
Lund og Sigtuna, havde fast udstationerede »terminsbrødre« bosiddende i
byer, hvor ordenen ikke havde klostre, og dette kan meget vel være forklaringen
bag f.eks. fr. Jordanes de Slaulosia og fr. Ketillus de Upsalia’s tilnavne,
idet konventerne i henholdsvis Roskilde og Sigtuna fra anden side vides
at have haft termineringshuse i netop Slagelse og Uppsala.
Især blandt prædikebrødrene optræder der en del kontinentale stednavne
som tilnavne i middelalderens sidste del, dvs. i årtierne omkring år 1500. At fr.
Johannes Hamborgh, der virkede ved konventet i Stockholm i 1482, kom fra
Hamburg, hvor Dominikanerordenen havde et stort konvent, er der næppe
grund til at tvivle om. Fr. Florentius de Halcmaria ved konventet i Slesvig
anno 1492 har rimeligvis haft en fortid i Alkmaar. En sådan nederlandsk forbindelse
finder støtte i det faktum, at det dominikanske konvent i Slesvig få år
forinden var blevet indlemmet i ordenens reformbevægelse Congregatio Hollandiae,
hvilket typisk betød, at der sendtes reformerte nederlandske brødre til
kongregationens nyoptagne klostre. På samme måde kan fr. Nicolaus de
Darschom have baggrund i en for mig ukendt nederlandsk bebyggelse af et sådant
navn, inden han i 1512 fik sin gang ved konventet i Ribe, men der kan også
blot være tale om en misledende eksotisk variantform af sognebyen Darum nær
Ribe; den udenlandske tolkning finder støtte i, at han muligvis er identisk med
den fr. Nicolaus de Monte Dorcorum, der i 1475 overførtes til provinsen Dacia
fra et ukendt sted uden for provinsen. Udenlandske forbindelser synes rimelig
sikker for fr. Hermannus Enienburg og fr. Hermannus Ruceborch, idet omtalen
af dem i 1498 netop beretter, at de da begge overførtes fra Dominikanerordenens
nordtyske provins Saxonia til konventet i Bergen. At man omvendt skal
vare sig for automattolkninger i sådan henseende også hvad angår udenlandskklingende
lokalitetsangivende tilnavne fremgår af lundekannikken Olavus Aurelianis,
der efter alt at dømme var pæredansk, men optjente sit tilnavn posthumt
ved at dø i 1321 under et studieophold i Orléans.
I flere tilfælde kan et tilsyneladende lokalitetsangivende tilnavn med personlig
reference i virkeligheden være et slægtsnavn. Det gælder f.eks. for ærkebiskop
Johannes Brostrup, født på Sjælland i første halvdel af 1400-tallet, men
formentlig som søn af en bispelig lensmand Henning Brostrup, der selv kom
fra Skåne, hvorfor tilnavnet formentlig stammer fra en af denne landsdels adskillige
Brostorp’er. Det samme gælder til dels brødrene Jonas og Sveno Saxtorp,
begge kannikker ved Lunds domkapitel i anden halvdel af 1300-tallet.
Her henviser tilnavnet etymologisk set utvivlsomt til lokaliteten Saxtorp by og
sogn i Harjager h., men ikke desto mindre synes navnet for de to brødre at have
haft karakter af et slægtsnavn, eftersom det også blev båret af deres fader Hinze