NORNA-RAPPORTER 88 Binamn. Uppkomst, bildning, terminologi ...

Johannes, dictus Kalf, hujus loci decanus 117
Af lokalitetsangivende tilnavne fra Norden udformet som deciderede bebyggelsesnavne
har jeg med rimelig sikkerhed identificeret Barsebæk, Bellingeryd,
Bunkeflo, Glumsø, Holbøl, Horsens, Huddinge, Hyby, Jystrup, Kappelgårde,
Kundby, Lund, Løjtnæs, Malmø, Nyborg, Næstved, Randers, Ribe, Ringsted,
Slagelse, Slangerup, Søborg, Tybjerg, Tyllinge, Ulstrup, Uppsala, Visbæk
(Fischbek), Åbo, Åhus og Ålborg – både i nordiske former (f.eks. Nyborgh) og
i latinificerede former (f.eks. Slavlosius og Ripensis). Dertil haves områdenavnene
Falster, Halland, Sjælland og Skåne, samt inkolentnavnene Bagge
‘nordmand’, Fynbo, Gerbo (af Gärds herred i Skåne), Gothensis, Hartbo (af
Hardsyssel i Jylland), Karelus, Morsing og Wæstgotus. Desuden indgår to mulige
svenske inkolentnavne, Götonis og Vestman, der enten kan henvise til henholdsvis
Götaland og Västmanland, men også blot være et ordinært patronymikon
(Götesson) og et evt. tysk slægtsnavn. Endelig har jeg blandt prædikebrødrene
registreret fire Dacus og tre de Suetia. Af formodede stednavneangivende
tilnavne, som det ikke er lykkedes mig at stedfæste, kan nævnes
prædikebrødrene fr. Henricus Askerslef (Strängnäs 1346) og fr. Wilhelmus
Dosborch (Haderslev 1528), hvis tilnavne kan henvise til adskillige tyske og
nederlandske lokaliteter (f.eks. Aschersleben og Doesburg), samt prioren
Christiernus Skerebek (Åbo 1336), der formentlig kan føre sit navn tilbage til
en af flere Skärbäck-lokaliteter i Sverige. Dertil kommer prædikebroderen fr.
Paulus de Insula, hvis tilnavn umiddelbart peger i retning af konventet i Västerås,
der i samtiden typisk kaldes conventus Insulensis, men da det af omtalen
umiddelbart efter eksplicit nævnes (igen), at fr. Paulus netop var tilknyttet just
dette konvent, giver tilnavnet ikke meget mening i denne forståelse, så det står
uklart hen, hvilken ø, der refereres til. Mulige – men for mig ganske usikre og
aldeles uidentificerede – lokalitetselementer haves endelig i de dominikanske
tilnavne Hælwih (konventet i Lund) og Hergen (konventet i Västerås).
Et væsentligt spørgsmål ved lokalitetsangivende tilnavne er, hvilken
tilknytning personen har haft til det pågældende sted. Det mest oplagte vil
måske være at tro, at der er tale om fødestedet, og det er da også ofte denne
tolkning, man vil finde i litteraturen, hvor de enkelte personer måtte være
nærmere omtalt, men strengt taget er denne tolkning så vidt jeg kan se uhyre
sjældent sikkert belagt. Ligeså vel kan man forestille sig, at stednavnet henviser
til den by, hvor personen har modtaget sin første betydelige skoleundervisning
eller har været indsat i et sognekald. Eller med andre ord det sted,
hvorfra han ankom til det sted, hvor han fik sit tilnavn. Dette gælder således
Jacobus Petri de Hyby, der forinden sin tid som kannik ved domkapitlet i
Lund i første fjerdedel af 1400-tallet havde indledt sin gejstlige karriere som
sognepræst i Hyby sogn (Bara h.). Mens sådanne slutninger i de fleste andre
tilfælde primært må baseres på spekulationer, så har vi konkrete belæg for, at
lokalitetsangivende tilnavne slet ikke var knyttet til personens oprindelige eller
forudgående hjemby, men derimod henviste til en aktuel tilknytning sideløbende
med hans hovedopholdssted. Roskildekannikken Johannes de Capella
havde således opnået sit tilnavn gennem det til hans embede knyttede