NORNA-RAPPORTER 88 Binamn. Uppkomst, bildning, terminologi ...

116 Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen
idet man dog lige så vel kan anføre, at hans navn med tilføjelsen »junior« jo
egentlig blot fortæller, at han er sin faders søn. Faderen kan eventuelt have pådraget
sig tilnavnet fordi han havde klumpfod eller var halt, en lidelse som sønnen
i princippet kunne have arvet sammen med tilnavnet. Endelig kan der i
1200-tallets Danmark findes flere personer af det tilsyneladende lidet flaterende
tilnavn Dros ‘plage, straf’, herunder ærkebiskoppen Johannes Dros og
før ham lundekannikken Nicolaus Dros, men nogen familieforbindelse imellem
dem kan ikke påvises.
Individuelle tilnavne 1: Lokalitetsangivende tilnavne
Ved siden af de familieafledte tilnavne eller slægtsnavne bærer mindst 45 % og
muligvis helt op til 77 % af undersøgelsens tilnavne præg af at have været individuelt
afledte. En stor undergruppe inden for sådanne individuelle tilnavne
blandt middelalderens højgejstlige er stednavne eller lignende lokalitetsangivende
navneformer, såsom Johannes Bunkeflo (Bunkeflo, by og sogn, Oxie h.,
Skåne), Hermannus Jurstorpius (Jystrup, by og sogn, Ringsted h., Sjælland),
fr. Hemmingus Halland og fr. Petrus Gothensis. Til denne undergruppe, der
udgør omkring 29–36 % af materialet, hører også nationalitetsangivende inkolenttilnavne,
der dels anvendes om gejstlige af udenlandsk herkomst indvandret
til Norden, f.eks. fr. Johannes Anglicus og fr. Johannes Theutonicus, dels
anvendes om skandinavere, der opholdt sig eller gennem udgivelser havde
gjort sig bemærket i udlandet, som f.eks. fr. Martinus de Suetia og fr. Johannes
Dacus. Sidstnævnte betegnelser kendes især hos de internationalt orienterede
prædikebrødre, men er derimod ikke registreret blandt undersøgelsens kannikker.
Et særligt udbredt nationalitetsangivende tilnavn i denne sammenhæng er
de Dacia, hvor det er væsentlig at pointere, at betegnelsen ikke kun brugtes
som reference til Danmark i snæver national forstand, men ligeså vel blev brugt
om folk af nordisk oprindelse som helhed, idet disse – set med kontinentale
øjne – alle talte »med dansk tunge«. Dette afspejler sig også i, at Dacia var betegnelsen
på hele den nordiske provins inden for Dominikanerordenen, akkurat
som for Franciskanerordenen og flere andre. Det er således i denne brede nordiske
form, at tilnavnet skal forstås hos den dominikanske forfatter og brevskriver
fr. Petrus de Dacia, der vitterligt ikke var dansk, men derimod kom fra Gotland,
inden han fik sin primære tilknytning til klostrene i Skänninge og Västerås.
I en registrering som denne er det med hensyn til lokalitetsangivende tilnavne
vigtigt at skelne imellem egentlige tilnavne og simple lokalitetsangivelser.
Således har jeg bestræbt mig på at frasortere alle de omtaler af f.eks. N.N.
de Dacia og N.N. Lundensis, hvor lokalitets- eller nationalitetsangivelsen ikke
med sikkerhed fremstår som noget tilnavn hæftet på personen, men blot synes
anvendt i den pågældende situation til at angive hvorfra han kom eller til hvilket
domkapitel eller konvent han var knyttet. En sådan skelnen er dog langt fra
altid helt enkel at gøre, og jeg kan meget vel have frasorteret nogle reelle lokalitetsangivende
tilnavnebelæg på den konto.