NORNA-RAPPORTER 88 Binamn. Uppkomst, bildning, terminologi ...

114 Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen
frekvens i tilnavnematerialet end generelt, jævnfør de indledende betragtninger
om årsagen til overhovedet at bruge tilnavne. 5
Vi finder imidlertid også tilnavne knyttet til knapt så udbredte fornavne. Fra
de to indledende lister gælder det f.eks. prædikebroderen Aron de Randrus og
kannikken Thrugotus Hass, der ikke delte fornavn med nogen andre i deres respektive
miljøer – endsige med nogen overhovedet i hele undersøgelsen. I alt 40
(eller 17 %) af de 242 tilnavne er knyttet til fornavne, som kun optræder én
gang i materialet, og derfor næppe heller har været voldsomt hyppige i samtiden
som helhed. Andelen vokser til 54 (22 %) hvis man medregner dem, der
kun optræder to gange i materialet. Omkring hvert femte af de registrerede tilnavne
synes dermed ikke at kunne retfærdiggøres ved et behov for at skelne
imellem forskellige personer af samme fornavn i samme nærmiljø. Også andre
forhold synes altså at have ført til dannelsen af tilnavne i middelalderens højgejstlighed.
Klassificering af undersøgelsens tilnavne
Undersøgelsens 242 tilnavne har vist sig overordnet at kunne inddeles i to
hovedgrupper: slægtsnavne og individuelle tilnavne. De individuelle navne
kan yderligere inddeles i to undergrupper: lokalitetsangivende tilnavne og
personligt karakteriserende tilnavne. Hvad der menes med disse undergruppebetegnelser
præciseres i de efterfølgende eksempelgennemgange. I
adskillige tilfælde kan et tilnavn dog tilhøre flere af disse grupper, uden at det
med sikkerhed kan afgøres hvilken. Dertil findes der, ikke overraskende, en
restgruppe af navne (6 %), der i den bevarede form ikke umiddelbart kan
tolkes.
Slægtsnavne
En meget udbredt type tilnavne i middelalderens højgejstlighed er slægtsnavne,
med hvilket jeg her mener tilnavne, som den enkelte person deler med forældre
og søskende, og således ikke er individuelt afledt. Af undersøgelsens 242 registrerede
tilnavne synes i hvert fald 14 % med rimelig sikkerhed at være
slægtsnavne, men dertil findes der en endnu større gruppe tilnavne, der har
slægtsnavnepræg, dvs. tilnavne der vides anvendt som slægtsnavne i anden
personsammenhæng, men hvor der ikke kendes nok til familieforholdet for den
aktuelle person til at afgøre, om det her vitterligt er et slægtsnavn eller et indi-
5 En eventuel formodning om, at fornavnematerialet generelt stiller sig forskelligt sekulære og regulære
gejstlige imellem på grund af en nogle steder i litteraturen hævdet tradition blandt middelalderens
klostergejstlige om at skifte navn ved indtræden i en klosterordenen kan på ingen måde
finde støtte i det nordisk-dominikanske materiale, hvor det bortset fra et større indslag af udenlandsk
klingende fornavne er præcis samme navne, som man finder hos de sekulære kanniker. Jag
har således ikke fundet én eneste nordisk Dominikus eller Vincentius, og andelen af Petrus’er og
Thomas’er (evt. efter Dominikanerordenens populære helgener Skt. Petrus Martyr og Skt. Thomas
Aquinas) er ikke større blandt prædikebrødrene end blandt kannikkerne.