NORNA-RAPPORTER 88 Binamn. Uppkomst, bildning, terminologi ...

Johannes, dictus Kalf, hujus loci decanus 111
Johannes, dictus Kalf, hujus loci decanus
Gejstlige tilnavne i middelalderens Norden
Av Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen
Variationen i middelalderens nordiske fornavnebrug er ikke overvældende.
Vist kan man støde på sælsomme og underfundige eksempler, men i det samlede
billede fylder de ikke meget blandt de utallige Johannes’er, Petrus’er,
Nicolaus’er og Laurentius’er m.fl. i deres forskellige nordiske former. 1 I
mange miljøer var der derfor behov for at kunne skelne imellem personer af
de mest populære fornavne. Den mest oplagte og også mest anvendte måde
at gøre dette på var tilføjelsen af et patronymikon, således at f.eks. tre Johannes’er
kunne identificeres som henholdsvis Johannes Johannis, Johannes
Petri og Johannes Nicolai. Eftersom fædrenes fornavne jo imidlertid havde
det med at koncentrere sig om samme fåtallige varianter som sønnernes, var
dette dog kun en løsning af begrænset udskillende effekt. En anden identificerende
faktor ville være at anføre personens stilling og titulering, så man eksempelvis
vidste om vi havde at gøre med Johannes Foged, Johannes Møller
eller sognepræsten hr. Johannes, men i fagfællemiljøer, hvor man både havde
navn og stilling til fælles, måtte andre løsninger bringes på bane. Bl.a. derfor
synes middelalderens brug af tilnavne at være opstået, altså et ekstra tilføjet
navn til fornavn (eller til fornavn + patronymikon-efternavn) (Hald
1974). Ifølge Roland Otterbjörk (1974) var brugen af tilnavne i middelalderen
særlig udtalt for folk af lav social status, mens de er fåtallige i tidens
kirkelige kilder, men som det skal vises, fandtes der bestemt også tilnavne
iblandt den højere gejstlighed. I det efterfølgende vil jeg se nærmere på brugen
af sådanne tilnavne i de højgejstlige miljøer i middelalderens Norden i
perioden fra omkring 1200 til Reformationen, nærmere bestemt kannikker
ved de to førende danske domkapitler i Lund og Roskilde, 2 samt prædikebrødre
i Dominikanerordenens nordiske provins Dacia (dog fraregnet Tallinn),
som repræsentanter for henholdsvis sekulær- og regulærgejstligheden.
Målet hermed er at kortlægge hvilke typer af tilnavne, der er blevet anvendt
i det højgejstlige miljø, herunder prøve at skue lidt bagom navnenes betydning
og mulige baggrund, hvilke typer fornavne tilnavnene især er blevet
1 I det efterfølgende anvendes af praktiske årsager udelukkende de latinske fornavneformer, der
som regel også er dem, der optræder i kilderne.
2 Dertil også hvor jeg ved undersøgelsen af nævnte domkapitler er stødt på kannikker fra andre
danske kapitler, herunder kollegiatkapitlet i København.