Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

82
KAP. 2.2
andre etter at han var død. Holberg har sans for denne Fotius, omtaler han fleire
stader, og tar tydeleg også parti for han, og mot pavekyrkja i vest. Og spørsmålet om
ekskommunisering handterer han satirisk:
Hvis det er sandt som nogle have skrevet om Excommunicationer, nemlig, at de, som
døde excommunicerede raadnede ikke, da burte Photii Legeme, efterdi han havde været
excommunicered af 7 Paver, endnu være heelt og holdent. Om en saadan
Excommunications Virkning udi et dødt Legeme i Norge findes hos Krantzium saadan
Historie: Da Adalwardus af Kong Olaf den Hellige blev kalden til Norge, og blev
henført til en Grav, fandt han heelt og uskadiged et dødt Legeme, som for 60 Aar
siden havde været begraved. Bisp Adalward merkede heraf, at Personen maatte have
været excommunicered; Han giorde derfor sin Bøn til GUd, og absolverede Legemet,
hvorpaa det strax løsnedes og henfaldt til Aske. Man kand over denne Historie giøre
saadan Betænkning, at, hvis Excommunicationer ingen anden Virkning havde, det da
var en Lykke at blive excommunicered, og at man ikke havde nødigt at giøre Bekostning
paa at lade balsamere Legemer, efterdi man lettere kunde komme dertil, nemlig ved at
lade sig excommunicere af Paven. (SS, X, 353-54.)
Eit anna eksempel er henta frå kristninga av Russland. Også her tar ettertanken
overhand. Beretninga om Russland blir underordna ein generell og delvis satirisk
refleksjon: Omvending kan vera så mangt og kan skje på høgst skiftande grunnlag.
Keyser Basilius havde ved Skiænk og Gaver vundet saadan Yndest hos det Ryssiske
Folk, at deres Første tillod Evangelium at prædikes blant dem, og at antage en Grædsk
Erke-Bisp, som af Patriarchen Ignatio var ordinered. Jeg finder ellers intet talt om
samme Erke-Bisps Prædikener udi Rysland: Jeg seer alleene, at han skal have kastet
Evangelii Bøger paa Ilden, og deraf igientaget dem uskadde, hvilket bevægede
Rysserne til at lade sig døbe, saa at det var heller ved et Slags Geistligt Taskenspillerie,
end ved grundige Argumenter den Ryssiske Nation blev omvendt. Det samme kand
ogsaa siges om de fleste andre Nationers Omvendelse paa samme Tiid. Her af kom det,
at hos mange af de nys Omvente fandtes heller en blind Iver eller Hidsighed end
saadanne Qvaliteter, som Christi Lærdom recommenderer. Jeg har forhen viiset, at den
Franske Konge Clodovæus lod see saadan Iver strax efter sin Daab, at han sagde, hvis
han havde levet paa de Tider, da Jøderne handlede saa ilde med Christo, skulde han
nok med sine sex tusinde Franske have hævnet saadant. Olaf Tryggesøn, som i en
Hast selv var bleven Christen, lod de Norske døbe med Svøben over Hovedet. Udi
dette Seculo seer man en nys omvendt Bulgarisk Printz at […] forlade sit Rige, og at
begive sig i Kloster, hvor, da han hørte, at hans Søn var falden til Hedenskabet igien;
afkastede han Munke-Kappen, greb til Gevær, fangede sin Søn, og lod hans Øyen
udstikke. Og, da han dette havde forrettet, gav han sig i Kloster igien. Saadant havde
disse gode Herrer ikke giort, hvis Missionariernes Cathechisation havde været Apostolisk.
Ja denne store Ferveur, som fandtes hos dem, havde ved grundig Information kunnet
have andre fortreflige Virkninger. (SS, X, 349.)