Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

64 KAP. 2.1
[Det er] ikke videnskabens mål at kildre nationalfølelsen, men at erkende sandheden, og netop for
et lille land som vort, der ikke kan gå i spidsen for kulturudviklingen, men for en væsentlig d el
må få ideerne tilført udefra, er det visselig også i national henseende af ikke ringe betydning at
komme på det rene med, hvad og hvor meget det skylder fremmed påvirkning. Thi først derved
får vi også fuld klarhed over hvad der i vort åndsliv oprindelig hører os selv til, hvad vi af de
almeneuropæiske kulturstrømninger har forarbejdet med så megen ejendommelighed at det er
blevet vort, og hvad der endelig kun blev udvortes påklistret og derfor efter i tidernes løb at have
gjort sin nytte måtte stødes ud igen. (sit. etter Brøndsted 1979, 47.)
Paludan stod også i ein annan fagleg kontrovers. I 1892 overtok han
professoratet i estetikk som hadde stått tomt sidan Carsten Hauch gjekk bort 20 år
tidlegare. Paludan sette som føresetnad at litteraturhistoria skulle vera det vesentlege
ved faget. Dette talte fakultetet imot, understrekande at også andre spørsmål enn
litterær utvikling burde vektleggast: verksanalyse, forfattarportrett, litterær
vurdering (Brøndsted 1979, 48). Fakultetet hevda at
[…] selv når vægten … lagdes på æstetikkens historiske side, så at det æstetiske professorat
væsentligt blev en lærepost i almindelig litteraturhistorie, måtte dog det litteraturstudium som
denne post skulle repræsentere, ikke alene omfatte studier over litteraturens egen udviklingsgang
og litteraturværkernes forhold til tidligere arbejder og deres stilling til samtidige kulturforhold i
andre retninger, men også stærkt gå ud på en karakteristik og analyse af digterværkerne med
hensyn til de momenter på hvilke deres blivende værd beroede, og på psykologisk udredning af
værkernes sammenhæng med det menneskelige åndsliv på dettes forskellige udviklingstrin.
(Brøndsted 1979, 48.)
I denne faglege interesse-konflikten går frontlinja mellom ei komparativ og ei
analytisk-vurderande tilnærming. Dei som hadde sete i stillinga, Adam
Oehlenschläger og Carsten Hauch, hadde begge vore orienterte ikkje mot all
litteratur og alt i litteraturen, men mot skjønn litteratur og det skjønne i den. Estetisk
vurdering hørte til deira kompetanse. Begge var også skjønnlitterære forfattarar.
Paludan, med sine grundige registreringar av alle moglege europeiske påverknader
på dansk (og svenk) litteratur, står fjernt frå desse.
Det er likskapstrekk mellom Billeskov og Paludan. Den karakteristikken
Billeskov gav av den humanistiske forfattaren ("Det er paa Tilegnelsen,
Assimilationen, i Sprog og Tanke, af det fremmede Stof, Bøgerne, at Humanistens
Selvstændighed kan maales", Jansen 1938-39, II, 75) liknar mye på forsvaret for
komparativ metode hos Paludan som her er sitert.
I doktordisputasen til Billeskov vekte Vilhelm Andersen til live igjen nokre av
dei spørsmåla som blei stilte ved tilsettinga av Paludan som professor. Vilhelm
Andersen var opponent i disputasen, visstnok siste gong han opptrådde offentleg
som professor. Hovudinnvendinga hans er at Billeskov overvurderer