Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

IDEALITET 59
metoden. Sitatet er viktigaste arbeidsreiskap, og yndlingsmetoden er å samanstilla
sitat som stadfestar eller avkreftar kvarandre. Innsikt i siteringskunsten til ein
humanist er derfor eit vilkår for å forstå han. Originalitet er såleis ikkje eit spørsmål
om forfattaren har funne på alt sjølv, men om det stoffet han tileignar seg er
assimilert i hans eige språk og hans eigen tanke (Jansen 1938-39, II, 75). "Det er den
inderste Hemmelighed i Holbergs mægtige litterære Livsværk, at han hver Gang
forstod at udtage af Verdenslitteraturen de bedste Mønstre" (Jansen 1938-39, I, 14).
Billeskov insisterer på å studera forholdet til tradisjonen på eit konkret nivå.
Skal ein forstå Holberg som humanistisk forfattar, må ein konfrontera dei konkrete
og påvislege resultata som han oppnår, med hans konkrete og påvislege litterære
førebilete. I dette arbeidet må ein gå vegen om dei rette tekstane, dvs. dei utgåvene
Holberg sjølv brukte. Ikkje utan sjølvkjensle ser han denne metoden som eit
litteraturvitskapleg topp -nivå:
I mange Tilfælde har jeg - fordi jeg har kunnet udnytte netop den Udgave, Holberg havde paa sit
Bord, da han skrev - set den nøjagtige Kontakt mellem to Skribenter, Holberg og hans Forbillede
eller hans Modstander. Der afdækkes derved med den højeste Grad af Eksakthed, som naas i vor
Videnskab, aandelige Berøringsflader. Hvor man kan konstatere udstrakte eller talrige Partier af
denne Art, faar man saa tydelig Besked om det, der kaldes litterær Paavirkning, som vistnok ved
nogen Form for aandshistorisk Studium. (Jansen 1938-39, I, 16.)
Denne "metoden" står så sentralt at den like gjerne kan reknast som hovudtese hos
Billeskov. I prisoppgåva som arbeidet sprang ut av, blei det spurt etter litterære
føresetnader. Om rammene etter kvart blei meir generelle, er det den uavlatelege
jakta på førelegg som utgjer det sentrale feltet i arbeidet.
I etterkant av avhandlinga gav Billeskov ut sin Poetik I-II, der han gjorde
systematisk greie for det teoretiske grunnlaget som avhandlinga kviler på. Det er ein
teori som er orientert mot diktverkets genese, eller "Digterværkets Skæbne", som
Billeskov seier (Jansen 1946-48, I, 11). Denne "Skæbne" deler han i to, (1) "det indre
Stadium da Værket blev til i Digterens Sind", (2) "det ydre da det virkeliggøres i
Ordets Materiale" (11). I skjæringspunktet mellom desse to stadia plasserer Billeskov
motivet, som utgjer kjernebegrepet i hans poetikk.
Et digterisk Motiv er et Stof, som i Digterens Sind har faaet en Retning, og som nu driver mod
Iklædning i Sprogets Dragt. Det er Støv, hvori Poeten har Blæst Kunstens Aande, og som nu higer
mod Forklarelsen i Ordet. Motivet er Splinter af Virkelighedstilv ærelsen, som har faaet Perspektiv,
blevet Udtryk for noget, blevet Symbol. (Jansen 1946-48, I, 11.)