Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

IDEALITET 57
Ferdinand Brunetière spesifiserer tydinga av moment-begrepet når han
definerer det som sjanger. Og han skil mellom to oppfatningar av sjanger: (1)
immanent evolusjon, altså den generelle utviklinga i ein teksttradisjon; (2) ein
historisk tilstand som vilkår for den enkelte forfattaren, som forfattaren nok kan
moderera, men ikkje eliminera. Brunetière aktualiserer den andre av desse
avgrensingane når han - i opposisjon til klassisismens normative og ahistoriske
oppfatning - gjer greie for sjanger som kategori for noko historisk, dynamisk, i
utvikling. Dette utviklingsperspektivet kan jamførast med evolusjonslæra hos
Darwin (Rømhild 1976, 29).
Rubow innskrenkar Taine slik Brunetière gjer. Programmatisk er formuleringa
i avhandlinga H. C. Andersens Eventyr:
I en Forfatters Filosofi stikker hans kunstneriske Praxis og hans Stil. Diskussionen af Idé og Form i
en Digters Værk er Kritikkens Finis finalis.
Men en Digters halve Skæbne er den Tilstand, hvori han modtager Genren, han dyrker.
Skabelse af Intet kendes ikke i den litterære Erfarings Verden. Vi undersøger derfor med penibel
Omstændelighed alle Slags genrehistoriske Detaljer og allehaande Spørgsmaal om Affiniteter
mellem Digteren og Digtarten, og mellem de forskellige Digtarter, hvori han har virket. (Rubow
1943, 7.)
Enhver Forfatter meddeler den Art han dyrker, et særligt Præg, og han vælger til en vis Grad
mellem sine Forgængeres divergerende Formler, men det en Gang foreliggende M o m e n t (den
Tilstand hvori han forefinder Digtarten) kommer han ikke uden om (Rubow 1927, 148).
I ei åtvaring mot begrepsforvirring presiserer Rubow bruken av moment-begrepet.
Han skil mellom tre kategoriar:
1) Genrehistorien, der beskriver og forklarer en Digtarts Tilstande og For andringer i […] Tid; 2)
Milieubeskrivelsen, der gør Rede for en Forfatters Afhængighed af historiske Forhold - ogsaa
litteraturhistoriske Kendsgerninger, det Taine kaldte "Momentet" hører hjemme her; 3) den
detaljerede, rent monografiske Redegørelse for de Paavirkninger en Forfatter har undergaaet.
(Rubow 1943, 7-8.)
Som forskar er Rubow genetisk-forklarande. Han er intralitterær i sine
forklaringar, og det er særleg to vilkår han ser utviklinga i lys av: sjanger og idé. Den
første forklaringsmåten gjer seg mest gjeldande i omtalar av diktarar, den andre i
omtalar av kritikarar (Rømhild 1976, 80). Men i tillegg søker han også psykologisk
forklaring, ser etter affinitet mellom psyke, førestillingsverd og erfaring på den eine
sida og sjanger og idékrets på den andre. Derfor, seier Rømhild, er Rubow sjølv
medviten om at det er ei sterk forenkling å sjå momentet som einaste
forklaringsfaktor.