Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

54 KAP. 2.1
essayet til ei medierande form; det tilslører motsetnader og får på den måten også ein
sosialt stadfestande funksjon.
Den har nemlig fra starten forankret modsætningerne, ikke til et problem, men til et problem udtrykt
som sentens. I den er problemet (rigdom over for fattigdom) omsat til en paradoksal modsætning
imellem to modsætningsfigurer (rigdom -fattigdom og tilfredshed -utilfredshed). Det
samfundsmæssige problem om forholdet mellem rige og fattige stænder omfortolkes til en
paradoksal påstand og en alt gennemtrængende modsætningsstil, men således at den egentlige
modsætning herunder forsvinder. Ved krydsningen af de dobbelte m odsætningsfigurer - rigdom
avler ulykke, fattigdom lykke - ophæves modsætningerne. Af ulighed er blevet, hvad man i tiden
kaldte geometrisk lighed. (Jensen 1983, 231.)
I forlenging av dette peiker Fjord Jensen på ei utvikling innanfor Holberg-
essayet. Den overleverte retorikken som hemmar MTkr, er Ep fri for. Sentensen er
borte, likeeins den stramme forma og dei retoriske figurane. Dermed forsvinn også
medieringa; problema blir ikkje lenger tilslørte, men gjort synlege; Holberg opnar på
denne måten både inn mot det subjektive og personlege, og ut mot samfunnet. I Ep
kan ein sjå at forfattaren har problem med samtida og utviklinga, ein kan også sjå at
spørsmål blir gjort til gjenstand for ei open, offentleg drøfting. Her blir det moderne
essayet skapt, meiner Fjord Jensen, det har ei mindre polert, men ledigare, opnare og
typisk dialogisk debattform. Denne overgangen gjer Fjord Jensen primært greie for
som fråveret av det klassiske mønsteret. Dette blir erstatta av epistelforma, men
denne blir bare bestemt i ei enkel jamføring med det gamle essayet; det gamle essayet
argumenterer for sentensen, det nye argumenterer mot førestillingar, haldningar,
synspunkt som den fiktive mottakaren (i brevfiksjonen) blir tilskriven, og som
forfattaren stiller seg kritisk til.
Eit problem hos Fjord Jensen er den funksjonen han gir sentensen som sentralt
element i det eldre Holberg-essayet. Det han hevdar, er at sentensen fortolkar eit
samfunnsproblem gjennom paradoksale påstandar. Sentensen er forma som eit
paradoks, den snur opp ned på tilvande førestillingar og på den måten pressar
Holberg-essayet ei spesiell oppfatning ned over det problemet som er oppe til
drøfting. Denne oppfatninga tilslører dei reelle samfunnsmessige problema, dvs. at
teksten både speglar og tilslører sosiale motsetnader og sosial urettferd.
I motsetnad til Brandes som primært ser paradoks-begrepet som
innhaldskategori, knyter Fjord Jensen det sterkare til ornatus; paradokset
representerer stilvilje og språkpynt, med funksjon å fordreia eller tilsløra sanninga,
forstått som den sosiale røyndommen som teksten speglar.