Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

48 KAP. 2.1
Eg skal kort trekka fram to eksempel på korleis Brandes konkretiserer den
klassisistiske åndsform som hemmande. I historieverka viser Holberg seg som
utprega representant for klassisismen, hevdar Brandes. Holberg er ikkje
kjeldekritikar, hans arbeidsmåte er ikkje systematisk kritikk av eit overlevert
kjeldemateriale, med drøfting av kva som er sant etter metodisk aksepterte
kriterium. Han prioriterer eller vel ut eit interessant og tankevekkande innhald og gir
dette ei klar, enkel, fyndig og levande framstilling. Klassisismens historiografi viser
seg som særleg hemmande ved si manglande evne til å leva seg inn i fortida. Fordi
han forstår bare med fornufta, kan Holberg bare forstå si eiga tid (164), og teiknar
såleis oldtida i kostymar frå det 18. hundreåret. (Dette er eit vanleg ankepunkt mot
historieskrivinga på 1700-talet; Brandes målber historismens kritikk av opplysningas
historiografi.)
Også i omtalen av komedien understreker Brandes korleis klassisismen virkar
hemmande på det diktariske uttrykket. F. eks. blir einskapskrava i dramaet forstått
på grunnlag av ein motsetnad mellom mangfaldig liv og rigide former.
Livets Uorden, dets Formløshed og brogede Mangfoldighed, som Shakespeare fryder sig over og
boltrer sig i, er i Gjengivelsen den klassiske Dramatiker imod, ganske ligesom den udefinerlige
Helhed, den fuldstændige Organisme af Egenskaber og Særegenheder i Regelen unddrager sig
hans Opfattelse. (Brandes 1884, 156.)
Og det er den same motsetnadsfiguren som styrer i spørsmålet om
personkarakteristikk:
Men agter man nøjere paa hans Fremgangsmaade ved Hovedfigurerne, opdager man, at han som
klassisk Digter udstykker Indtrykket, af det fuldstændige, stereoskopisk sete Billede hyppigst kun
faar fat paa en enkelt Hovedegenskab som Stundesløshed, Snaksomhed eller Praleri, former hele
den iagttagne Karakter om denne Egenskab og nu stiller Skikkelsen i en Krydsild af
Ræsonnementer over dens paafaldende Ejendommelighed, hvis Oprindelse vi ikke medopleve,
men som bliver sig lig Komedien igjennom. (Brandes 1884, 139)
Rigide former og konvensjonar stengjer for inntrykk av mangfaldig liv.
Norma i den klassisistiske komedien er eit polert språk utan blikk for livet. Brandes
kallar dette normalspråket "oratorisk". Uansett kva komedien måtte dreia seg om, er
evna til å tala den same; framstillinga og foredragets kunst er noko alle har ibuande
seg. Ein Henrik og ei Pernille (tenestefolka i Holberg-komedien) "ere skaarne for
Tungebaandet, som vare de Advokater"; "deres Monologer ere ikke sjældent en hel
Holbergsk Epistel og Dialogen nærmer sig paa de afgjørende Steder til et oratorisk
Dystløb" (147-148). Handlinga i komedien er strukturert som ei provføring, og denne
planen er "[…] saa stiv, at den bøjer