Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

IDEALITET 39
eller opplevd det han gjengir - og slik som han gjengir det - er ifølgje Kragelund ikkje
det vesentlege; det avgjerande er konvensjonen å uttrykka seg på ein gitt måte i eit
gitt tilfelle ("saadan bærer folk sig nu engang ad ved en saadan lejlighed"/ "saadan
ser det ud i et smukt flodlandskab").
Naar sceneriet en gang [dvs. i antikken] er givet i klare og tydelige ord, vilde det være slet
økonomi at prøve paa at gøre den efter.
Iøvrigt er en romer et kronvidne, som man ikke gerne gaar udenom i klassicismens dage.
Det er da heller ingen grund til at tro, at Holberg har ønsket disse og andre skildringer opfattet
som sandhed i ordets banale betydning. Han veed, at mennesket ikke forandrer sig, at det i en
lignende situation reagerer paa samme maade. Man behøver blot at kende det typiske, det
særegne er underordnet. Fortællingen i hans mund, rummer da den egentlige virkelighed og den
usminkede sandhed. Det Holberg søger her som andetsteds, er marven, ikke barken, legemet ikke
skyggen, for at bruge et par af hans yndlingsuttrykk. (Kragelund 1965, s. XXXII-XXXIII.)
Her finn ein att klassisisme-idéen slik Eliassen formulerer den på grunnlag av
Chouillet; normalitet i tanken om det uforanderlege mennesket ("Han veed, at
mennesket ikke forandrer sig […]"); transparens eller positivitet i tanken om eit klart og
tydeleg språk ("Naar sceneriet […] er givet i klare og tydelige ord […]"); idealitet i
førestillinga om det typiske (skiljet mellom ytre, tilfeldig, banal sanning og indre
nødvendig, essensiell sanning). Ved denne presiseringa gjer Kragelund også synleg
sjølvproblematiseringa som er ibuande i klassisismen. Idealitet er tufta på ei evne til
å trekka essensen ut av det kontingente, noko som gir representasjonen eit kunstig,
fingert, fiktivt preg, der noko uvisst ("je ne sais quoi") lurer utanfor; dette er både
trugsmål mot og føresetnad for den estetiske konstruksjonen (av det typiske).
Problem
Sjølv om ei klassisistisk orientering kan finna støtte både hos Holberg sjølv og ikkje
minst i Holberg-litteraturen, er det vesentlege problem knytt til å lesa tekstane hans
på ein slik måte. Eg skal gå nærmare inn på to typer av problem. Den første tar
utgangspunkt i dei refleksjonane Roland Barthes gjer seg om den klassisistiske
førestillinga om teksten som reduserbar. Det er mogleg å lesa redaksjonelle inngrep
som uttrykk for ei slik førestilling. Eg argumenterer for at til og med tilsynelatande
harmlause redaksjonelle inngrep tenderer mot å fornekta teksten, dvs. eintydiggjera
den. Den andre typen av problem er at forholdet til tradisjonen for ein stor del har
blitt sett i eit frigjeringsperspektiv, noko som strir med klassisismens idé.