Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

38 KAP. 2.1
sjanger, må såleis forplikta seg på det forma krev; f. eks. er ein satirikar ikkje
nødvendivis lystig stemt; han fyller først og fremst krava til satire. Eit slikt syn kjem
til uttrykk fleire stader i forfattarskapen (jfr. MTkr I.82, 61.16-26; MTkr I.171, 141.24-
142.3), kanskje klarast i innleiinga til Almindelig Kirke-Historie.
Mange have […] giort sig en falsk Idée om min Person, bildende sig ind af de mange lystige
Skrifter, som jeg har forfærdiget, at det er imod min Naturel at skrive heel alvorlige Ting. Men det
er en gandske falsk Regul at dømme en Skribentes Naturel af hans Skrifter, thi Erfarenhed lærer, at
de lystigste Skrifter undertiden skrives af de ærbareste og meest austere Philosophis. Hvad min
Person angaaer, da trykker mig intet mindre end Kaadhed, thi jeg holdes for, blant dem, der
kiende mig, heller at incommodere med Austeritet, end Lystighed, og haver jeg fra min Ungdom ført
et saa indgetogent, ærbart og strængt Levnet, at faa derudi have Lyst at imitere mig. Sagen er
denne, os fattedes her i Landet adskillige Skrifter, saavel udi Historier, Morale og Ouvrages d'Esprit.
Folk, som have fundet mig at inclinere til Arbeide, og at have nogen Talent til at skrive Bøger i de
Materier, have formaaet mig til saadant. Efter Materierne haver jeg skaaret min Pen. Naar Prøve
skulde giøres paa en Satire, eller et Skue-Spill, har jeg maatt seet mig om Forraad paa Skiemt og
lystige Indfald, saasom det er af de Materialer saadanne Skrifter maa dannes, om ellers Materien
skal svare til Titelen. Kort at sige, mit Forsæt alleene har været at bøde paa visse Ting in Literis,
som os fattedes, og hvis Mangel har været os bebreidet af fremmede Nationer. I den Henseende har
jeg ofte maatt aflægge min ærbare Masque, for at reuissere udi skiemtsom Morale, og atter paataget
mig den igien, naar der handledes om Materier, der udkræve en austere og ærbare Stiil. (SS X, 17.3-
24).
I dette ligg ei dobbel utfordring: både å ta dei overleverte formene i bruk, og å
overhalda dei krav formene stiller. Ein slik respekt for formene står i motsetnad til
påstanden om at forma er uvesentleg, som Holberg ofte elles hevdar. Det er denne
motsetnaden Eliassen hevdar oppstår innanfor ein klassisistisk horisont ved at
språket blir oppfatta som både altomfattande og altutslettande.
Jansen.
Ei klassisistisk orientering står sterkt i Holberg-litteraturen, bl.a. hos Billeskov
Det var under den store Rejse 1714-16, at Holbergs litterære Smag saaledes fæstnedes. […] De
Indtryk han da modtog, forsvandt aldrig. Han forlod den tunge tyske Stil og søgte imod fransk
Klarhed og Spænstighed. Han begreb, at der i al god Litteratur er en indre Disciplin, hvis
Forskrifter varierer fra Genre til Genre, og som den virkelige Skribent ikke tør unddrage sig. Ad
teoretisk-praktisk Vej bliver det ham klart, hvorledes en "ret" Komedie, en "ret" Historie etc. er
beskaffen. Med Grundlag i det fundamentale, fransk-klassiske Dogme om Genrernes Adskillelse,
udarbejder Holberg sig i Aarenes Løb lige saa mange Sæt genremæssige Opskrifter, som han selv
dyrker Litteraturarter, og de senere Drøftelser - fx i Epistlerne - viser, at de engang definerede
Principper er groet saa fast i hans Overbevisning, at han ikke saa meget diskuterer deres
Gyldighed som forsvarer dem mod nyere Smagsretninger. (Jansen 1938-39, II, 248.)
Aage Kragelund ser det på same måten. I innleiinga til si utgåve av levnetsbreva
viser han til stader i teksten der Holberg fortel om eigne opplevingar, men i eit språk
utelukkande sett saman av klassikarsitat. Om Holberg verkeleg har sett