Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

INNLEIING 29
forvirra vil ein bli (MTkr I.101). Han brukar figuren om Guds vesen ("jo meer jeg
tænker derpaa jo vanskeligere bliver det" MTkr I.100, 80), og han brukar den om seg
sjølv ("Thi jeg kand sige, at der er intet, som jeg meere studerer paa, og dog mindre
begriber, end mig selv", Ep 257, III, 262).
Hovud og hale på Holberg-essayet er moralisering, dvs. kritisk vurdering av
vanar (mores). Han spør om det som folk gjer, tenkjer, meiner eller trur, kan
forsvarast som fornuftig. Og han kjem som kjent gong på gong fram til at så ikkje er
tilfelle. Derfor så mye tale imot vanleg oppfatning. Den som taler imot det som folk
flest trur, er - til tross for at han blir markert som isolert og aleine om si meining -
alltid sikker i si sak. Det kan han vera i kraft av at han stør seg på fornufta.
Men denne gjennomgåande tiltrua til fornufta har også sine uttalte grenser. På
nokre felt er Holberg dogmatisk, særleg i spørsmål om litterær tradisjon, om
statsforfatning og religion. Det er ikkje nødvendig å gjera detaljert greie for dette; eg
skal bare kort trekka fram eit eksempel på korleis dette kan ytra seg i religiøse
spørsmål. Både MTkr og Ep drøftar teodicé-problemet, spørsmålet om korleis ein kan
forklara at verda med all sin vondskap er styrt av eit allgodt og allmektig forsyn.
Særleg første og andre Tome av Ep (frå 1748) vitnar om at forfattaren er fascinert av
den kritikken av Bibelen og dogmene som kjem til uttrykk hos den franske
"fritenkaren" Pierre Bayle og hos dei engelske deistane, ein kritikk som avviser
dogmene, eller som aksepterer dei bare i den utstrekning dei er i samsvar med
fornufta. Generelt - og litt upresist - kan ein hevda at Holberg er tilbøyeleg til å tenka
i same banar (jfr. f. eks. MTkr I.5); framfor alt føler han problemet som ei
stimulerande intellektuell utfordring. Her står han overfor det Kierkegaard seinare
skulle kalla det absolutte paradoks, dvs. at tanken blir stilt overfor det som den ikkje
kan tenka. Tittelsida til Philosophiske Smuler presenterer ei slik "nøtt": "Kan der gives
et historisk Udgangspunkt for en evig Bevidsthed; hvorledes kan et saadant
interessere mere end historisk; kan man bygge en evig Salighed paa en historisk
Viden?" Denne slags problem kallar Kierkegaard paradoks, og føyer til:
Dog skal man ikke tænke ilde om Paradoxet; thi Paradoxet er Tankens Lidenskab, og den Tænker,
som er uden Paradoxet, han er ligesom den Elsker der er uden Lidenskab: en maadelig Patron.
Men enhver Lidenskabs høieste Potens er altid at ville sin egen Undergang, og saaledes er det
ogsaa Forstandens høieste Lidenskab at ville Anstødet, uagtet Anstødet paa en eller anden Maade
maa blive dens Undergang. Dette er da Tænkningens høieste Paradox, at ville opdage Noget, den
ikke selv kan tænke. (Kierkegaard 1977, 34.)