Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

20 KAP. 1
Også i sine essays har Holberg skapt forvirring ved vaklande fiksjon eller tvetydig
simulering. Eg skal omtala litt nærmare to slike tilfelle. Det første gjeld kritikken som
blei sett fram av historikaren Peter Fr. Suhm 1761 og det svaret som Joh. Adolf
Scheibe - komponist, litterat og omgangsven av Holberg - gav på denne kritikken
1764. Suhm omtaler 3. og 4. tome av Epistler (frå 1750) under overskrifta "Om slette
nye Bøger". At han seinare plasserte denne omtalen under eit kapittel om gode nye
bøker, tyder på at han har vore usikker i vurderinga. Han seier bl.a.:
Stilen er ei ubehagelig, og Valget af Tingene ofte ogsaa artig, men den mindste Feil er, at intet er
udført, den største derimod, at Sandheder undertiden giøres latterlige. Nogle Epistler indeholde
og saadanne Ting, at man neppe kan vide, hvortil Autor sigter, og at det synes alene, at han har
villet opvække Latter, som iblandt andre i den, hvor han giør et Forslag at oprette et Selskab af
Fruentimmer, der aldrig maatte gifte sig, paa det Byen kunde altid have til sin Prydelse et Forraad
af smukke Piger. (Suhm 1788-99, VII, 179.)
Scheibe avviser denne kritikken; han meiner at Suhm rosar teksten for noko den
ikkje har, noko den tvert imot er framand for.
Ich weisz nicht, ob man in solchen Briefen, wie diese Holbergischen sind, nach einer
artigen Wahl fragen darf? Ich glaube, nein! der Verfasser schrieb seine Gedan ken, wie
sie ihm einfielen, ohne eine besondere Wahl auf, er bemerkte zuweilen was er gelesen,
und was er dabey gedacht hatte. Er beantwortet kleine Fragen, sagt seine Meynung
darüber ohne Weitlaüftigkeiten und ohne ein bestimmtes Urtheil auszusprechen. Er
erzählet, er scherzt, er merkt Fehler an, er philosophirt, alles wie es ihm einfällt, und
wie er aufgeraümt ist. Wer wird also darinn nach einer guten Wahl fragen? Doch der
geringste Fehler ist, dasz nichts gehörig ausgeführt ist. Aber sind es nicht Briefe? Und
wenn es Briefe sind, so wird man hoffentlich keine ordentlichen Abhandlungen
verlangen. (sit. etter Ehrencron-Müller 1933, X, 405.)
Her er det to vidt forskjellige oppfatningar. Scheibe ser enkel meddeling der Suhm er
frustrert over tvetydighet. Slik eg ser det, blir den mangelen Suhm er frustrert over,
ikkje avhjelpt ved det korrektivet Scheibe gir. Frustrasjonen til Suhm peiker på
tekstens produktive veremåte. Suhm er frustrert over at han ikkje kan vera sikker på
kor forfattaren vil. Men han er vel ikkje bare frustrert? Kanskje det lar seg gjera å gi
denne frustrasjonen positive forteikn? Er han ikkje også fascinert? I den grad han
oppfattar Holberg-essayet som uklart, legg han det ikkje til sides som likegyldig
tåketale, men skriv om det, stiller det som han finn uklart, i fokus. Han saknar
eintydighet, og rettar ved det søkelys på teksten som tvetydig. Han taler om ein
mangel, og peiker ved det på ein mulighet.
Også i nyare tid forvirrar Holberg sine lesarar. Dette kan dokumenterast ved
eit par innbyrdes divergerande lesingar av Ep 247. Først nokre ord om sjølve stykket.