Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

Holberg
ENKEL STIL 245
Holberg gir uttrykk for anticiceroniansk haldning. Dette kjem kanskje tydelegast til
uttrykk ein stad der han held fram Plinius som førebilete for brevforma. Han seier
vidare:
Hvad angaar Plinius, er han en forfatter, jeg aldrig kan blive træt af at læse. Hvis jeg
ikke var bange for Ciceronianernes vrede, vilde jeg foretrekke Plinius for Cicero i
hans breve. Det turde dog være at tale for døve øren. Jeg veed jo meget vel, hvor
slemt et kætteri det er at sætte den førende guldalderforfatter under en
sølvalderforfatter. Jeg indrømmer, at det lyder urimeligt, og jeg vedgaar, at jeg ofte
drejer af fra alfarvej. Jeg følger mit eget hovede, som gang paa gang faar mig til at gaa
imod strømmen. Menneskenes smag er forskellig. Plinius' og Senecas skrifter
forekommer mig mere slebne end Ciceros. Jeg tror, at Cicero har skrevet løs; men af
den aarsag berømmer man ham ganske særligt. Ciceronianerne kalder det naturlig
skønhed, som andre kan give navn af skødesløshed. De faar ondt, naar noget er slebet
og smager af slid og slæb; derfor siger de, at sølvalderforfatterne er udartede og staar
tilbage for guldalderens. Saadan dømmer Qvintilian, der stempler Seneca og mellem
linierne Plinius som sprogfordærvere hos romerne, ligesom Cicero stempler
Demetrius fra Faleron hos grækerne, ret som det at skærpe sin pen var det samme
som at ødelægge stilen og svække udtrykkets styrke. Vi følger ofte blindt traditionen;
den ene abe faar den anden til at gabe. Forestil Dem, at den yngre Plinius og Seneca
havde skrevet i guldalderen og Cicero i sølvalderen, og jeg tør vædde, hvad det skal
være paa at De vilde dømme helt anderledes. Jeg har ikke for længe siden i et særligt
arbejde forsøgt at udvikle denne paastand nærmere; men beskæftigelse med andre
ting har hindret mig i at gennemføre min plan. (Epist III, 447-9.)
Her finn ein same "sølvalderlege" tanke som hos Erasmus, nemleg å setta Plinius føre
Cicero som brevskrivar. Også grunngjevinga er i det vesentlege identisk med den ein
finn hos Erasmus; dvs. at den retoriske dygda klar også hos Holberg blir tolka som
simulert. Enkel stil er meir slipt, meir forseggjort enn utbrodert stil. Ei slik lesing blir
underbygd av hans eigne simuleringar i den aktuelle passasjen. Innanfor rammene
av nokre få linjer mobiliserer han tre simuleringsgrep, alle gjennomgåande og
representative for hans reflekterande prosa: brevfiksjonen, komisk regresjon og
paradokset.
Påminning om brevfiksjonen kjem til slutt i det siterte utdraget, ved direkte
tiltale til den fiktive mottakaren, vidare ved tilvising til planane om ei avhandling,
endeleg ved at synspunkta blir sette fram som fortrulege meddelingar.
Komisk regresjon er ei kroppsleggjering av mennesket, eit fall ned i det altfor
menneskeleg menneskelege, som dementerer all idealitet, all oversanseleg fornuft;
refleksjonen blir ei stund kapra av ein Peder Ruus, ein Sancho Panza