Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

PARADOKS I HOLBERG-ESSAYET 223
A, een af mine Naboer, der bræger som en Giedebuk, aabner sine Vinduer om
Sommeren, for at lade sin Røst høre, og det meget ofte. B derimod, som haver en
herlig Stemme, lader sig sielden høre. Begge incommodere mig: den eene med sin
Sang, den anden med sin Taushed. Begge kunde derimod obligere mig lige meget:
den første ved at tie, den sidste ved at sjunge; eller den første ved at lukke sit Vindue
til, og den sidste ved at lukke det op. (MTkr I.84, 75)
[…] thi man merker af utallige Exempler, at Villie og Afmagt, Uvillie og Dygtighed
gemeenligen boe sammen, og at de, som mindst kand giøre, anmasse sig mest
Forretninger (MTkr I.84, 75).
Desse eksempla viser ei tendensiell rørsle frå det spesifiserte (eller relative) og til det
generelle (eller absolutte). Påstanden står til slutt fram som generell regel:
[…] ligesom den, der ingen Stemme haver, synger gemeenligen mest, saa følger
Skrivesygen dem, som mindst have Capacité til at skrive (MTkr I.84, 75).
Men det synes, at han vil tale længe, just fordi han taler ilde (MTkr I.84, 75).
Han kand ikke tie, just fordi han kand ikke tale (MTkr I.84, 75).
Også i MTkr I.86 gjer denne tanken seg gjeldande. "Jo vankundigere et
Menneske er, jo mindre holder han en Ting at være u -muelig, og jo fornuftigere en
Mand er, jo frygtsommere og tvivlraadigere er han" (76). Også her er implikasjonen
slutningsform, og også her er det vakling mellom absolutt og relativ bestemming,
noko eg ikkje skal gå nærmare inn på. Men i tillegg er det også forveksling av
antecedens og konsekvens, noko ein ser i historia om Hannibal.
Hannibal kom engang til Ephesum, hvor han hørte en Tale, som blev holden af den
Peripatetiske Philosopho Phormio om Kriigs-Discipline og en Feltherres Pligt. Alle
Nærværende anhørte denne Tale med Fornøyelse, og spurte Hannibal, hvad han
dømte derom. Hannibal, som derudi intet havde fundet uden Dumdristighed, dømte
ham fra Forstanden, sigende, at intet større Tegn kunde være til Galskab, efterdi
Phormio var en Mand, der hverken havde seet en Leyer eller Kriigshær. (MTkr I.86,
77-78.)
Hannibal avviser Formio på grunn av innhaldet i det han seier, men også på eit meir
formelt grunnlag; at Formio i det heile tatt gir råd, er i seg sjølv teikn på hans
fåkunne og galskap. Dette blir antydningsvis markert som slutning ("sigende, at intet
større Tegn kunde være til Galskab"), og denne slutningsforma - frå konsekvens til
antesedens - blir andre stader i stykket gjennomført utan reservasjonar og som
generell regel.