Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

PARADOKS I HOLBERG-ESSAYET 219
nægte …", "mig synes…", "Jeg veed vel …", osv.). Her er eit fall eller ei innsnevring i
stil, frå periodestil til "kollokvialstil", og eit tilsvarande fall i perspektiv og haldning,
frå "stum" og avmektig beundring overfor det uendelege verdsrommet, Guds
ubegripelege skaparverk, og til småleg irritabelt "prat" om kvardagens notar og
unotar.
Jeg for min Part vil ingen Proces have med nogen derfor, saasom der er intet herudi
mod Orthodoxie, og saasom nogle af saadanne populaire expressioner findes udi de
hellige Bøger: alleene jeg kand ikke nægte, at, naar jeg hører for Exempel en
Prædikant giøre Bønner for syge Hospitals Lemmer, og beder GUD, at han selv vil
reede Sengen under dem, jeg jo gierne saae, at dette blev sat i anden Stiil. Hvad de
aandelige Entretiens angaaer, eller den Syngen og Læsning, som skeer ved daglig
Arbeide, derover haver jeg stedse stødet mig, en Deel, saasom ingen ret Andagt kand
være til, naar man haver Tankerne fæstet til sit Arbeide, en Deel ogsaa, efterdi mig
synes, at det er mod Anstændighed. Jeg veed vel, at de fleeste foregive, at man maa
erindre GUD i alt sit Arbeyde, og at man ikke kand læse og synge for ofte. Men det er
Spørsmaal, at, om een der er slagen af Frygt og Bævelse over sine begangne Synder og
tillige med fuld af Tillid til GUds Barmhiertighed, eengang om Dagen med Tolderen
siger: GUD vær mig Synder naadig! Jeg siger, det er Spørsmaal, om han ikke beder
meere, end den der ved en Spinderok eller Væv løber heele Kingos Psalme-Bog
igiennem. Bønnen bestaaer ikke i Ordenes Mængde, men udi deres Vægt; og af hvad
Vigtighed kand Bønner være, naar Sindet og Tankerne ere fæstede til Arbeidet, og
Ordene alleene udøses til GUD. Jeg overlader dette til andres videre Betænkning, og
haaber en mild Critiqve af enhver, naar han giør sig den rette Concept om GUD, og
eftertænker, udi hvilket vigtigt ærinde et ringe Menneske er, naar det fordrer et
saadant stort og u-begribeligt Væsen til Samtale. (MTkr I.100, 86.)
Feilslutning
Den andre forma for avvik er feilslutninga; det dreiar seg om avvik frå det som
skulle vera den fremste eigenskapen ved den lærde dissertasjonen, nemleg
argumentasjon basert på logisk slutning. Aristoteles taler om to hovudtypar av
feilslutningar, dei som er avhengige av språket, og dei som ikkje er av hengige av
språket. Til første gruppe høyrer fleirtydig bruk av ord, til andre gruppe forveksling
av absolutt og relativ bestemming og ombytting av antecedens og konsekvens i
implikasjonar (ovanfor kap 5.1).
MTkr I.158 drøftar spørsmålet om nytten ved vitskaplege drøftingar. Stykket
kritiserer den inngrodde vanen som går ut på at folk forsvarer sine gamle meiningar
og stenger av for ny innsikt; dette røper ikkje bare forfengelighet, men også at folk
set større pris på applaus frå eit dårleg publikum enn på å nå fram til sanninga.
Kriteriet for nytten ved vitskapleg disputering er om den fører fram til ny innsikt.
"[… H]vis Samtaler eller Disputationer holdtes, for at udleede