Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

206 KAP. 5.2
vanleg oppfatning. Som ein ser, blir tilknytinga til paradokset gjort eksplisitt i det
nest siste eksemplet.
Eit anna grep som synleg gjer paradokset er å minna om at det er ein
prestasjon, ei oppgåve som er vanskeleg å gjennomføra. Dette blir markert gjennom
sjølvkommentar. Kanskje det tydelegaste enkeltstykket i så måte er MTkr I.83 der
den stoiske tanken - "Verdslig Lyksalighed og U-lyksalighed ere i mine Tanker Ting,
som bestaaer meer udi det blotte Navn og Indbilding end udi Realitet" (62) - blir
omtalt som eit paradoks, i strid med ikkje bare vanleg oppfatning, men også fornuft
og erfaring. Forfattaren innrømmer innleiingsvis t.o.m. at tankane er så sære at dei
ikkje eingong fortener allment bifall. Karakteristisk for stykket er at forfattaren
undervegs vurderer synspunkta som blir sette fram som meir og mindre vanskelege
å forsvara. Han begynner med det enklaste:
At de Riges Vilkor lidet differerer fra de Fattiges, er ikke vanskeligt at bevise (MTkr
I.83, 62).
Jeg vil ikke tale om andre Ting. Det er ey heller fornødent at beskrive vidtløftigen de
Riges og Fattiges Vilkor, saasom den Materie er af adskillige andre omstændigen
udført, og viset, at de Fattiges Skiebne er ikke saa ond, som gemeenligen foregives.
(MTkr I.83, 66).
Men forfattaren er klar over at han set seg sjølv på større og større prøver etter kvart
som undersøkinga skrid fram.
Nu vil jeg gaae videre frem, og examinere, hvorledes og hvormeget en Syg differerer
fra en Sund. Saasom alle holde Sundhed for en uskatteerlig Herlighed, og derfore her
finde stor U-lighed udi Vilkaar og Skiebne, saa maa jeg her gaae sagte og ligesom Fod
for Fod frem, uden at decidere. Jeg vil alleene derfor anføre, hv ad som udi denne
Materie kand siges pro og contra, og overlade andre at dømme, om den U-lighed er saa
stor imellem Syge og Sunde, som den holdes for at være. (MTkr I.83, 69.)
Men hvis Spørgsmaalet bliver om Sengeliggende, eller om dem, som ere bestandigen
syge: da bekiender jeg, at denne min Thesis bliver end vanskeligere at forsvare. Thi
det synes i saa Maade daarligt at tvivle om den U-liighed, som er udi Menneskets
Vilkor. Men endskiønt Knuden er heel vanskelig at løse, vil jeg dog ikke gandske give
mig tabt eller vende Ryggen, men figte ligesom udi Retraite. Jeg vil lade mig nøje med
at anføre noget, alleene dem til Trøst, som plages med stedsevarende Sygdomme.
(MTkr I.83, 70.)