Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

204 KAP. 5.2
Det er en Haanhed at see Mennesker nedsiunkne udi Vildfarelser, som utallige
daglige Prøver og Exempler legge for Øjene (MTkr III.6, 236).
Saadant seer man dog […] dagligen at skee, efterdi man ikkun løsligen anseer Tingen,
og examinerer ikke Tingens Aarsag. Man maa vel forundre sig over, at, efter saa
mange Experiencer og saa mange moralske Skrifter, som dagligen komme for Lyset,
ikke alleene Læge, men end ogsaa Lærde kand hænge udi saa mange Vildfarelser […].
(MTkr III.6, 236-37.)
Jeg kunde fremføre adskillige andre Vildfarelser, som begaaes udi deslige Domme,
men det vilde blive for vidtløftigt. Jeg siger derfor alleene, at man maa forundre sig
over, at saa grove Vildfarelser ved saa mange moralske Skrifter, som dag ligen komme
for Lyset, ikke for længe siden reent have været udrøddede. Men, saasom de fleeste
Moralister agere heller Declamatores end Lærere, heller paa en oratorisk Maade afmale
Dyder og Laster, heller beflitte sig paa pyntet Stiil og artige Indfald, heller rette sig
efter en hver Nations Smag, end efter Raison, ja heller stræbe at behage end at
undervise, og at legge for Dagen de Vildfarelser, som herved begaaes, saa hænger
man stedse udi samme Vankundighed. (MTkr III.6, 237.)
Udi de fleste udpyntede m oralske Skrifter, som komme for Lyset, finde vi
Opmuntring til Dyder, og Formaninger at holde os fra Laster: men vi lære ikke altid,
hvorudi Dyder og Laster ret bestaae; i det ringeste undervises vi ikke ret udi de
Vildfarelser, som derved begaaes. Thi man seer Folk udi Hobetal at practicere Udyd
alleene af U-videnhed, og at de ikke kand giøre ret, efterdi de ikke vide hvad U -ret er.
(MTkr III.6, 237-38.)
Det er af saadan Uvidenhed, at et Menneske dømmer vrangeligen om et andet […]
(MTkr III.6, 238).
Markeringa av paradokset blir på denne måten eit framtredande trekk ved stykket.
For kvar påstand som blir sett fram i det aktuelle spørsmålet, blir det lagt til også ein
annan påstand: dette tar folk flest ikkje tilstrekkeleg omsyn til, dvs. dette er eit
paradoks. Stykket handlar såleis ikkje bare om sinn og sjukdom; det tematiserer også
si eiga handling: å vurdera sed og skikk og å tala mot vanleg oppfatning. Denne
sjølvkommentaren ligg ikkje utanfor eller bortanfor innhaldet i stykket, men er ein
vesentleg del av dette.
Også i MTkr som heilskap finn ein ei rekke gjentakingar og variantar av
setninga "Dette tage Folk dog gemeenligen ikke i agt […]". Her er dei stadene der
uttrykket ikke tage i agt er brukt på denne måten.
Derforuden de, som forekaster mig saadant, give ikke agt paa, at jeg ej agerer en
Censor eller Postillant, men en Sandheds Eftersøger, der stræber at legge for Dagen de
Vildfarelser, som jeg selv haver stukket udi, og hvori jeg merker, andre at være
nedsiunkne […] (MTkr I.82, 61)