Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

196 KAP. 5.2
er unyttig, giver den dog ofte Anleedning til at efterforske Ting, som ellers ikke kunde
letteligen rinde nogen udi Sinde. (Ep 69, I, 294.)
Teori og praksis
Epistelen både omtaler og praktiserer paradokset. Omtalen gjer greie for to slags
paradoks, nyttige og unyttige, ei inndeling som reflekterer dei to hovudtydingane av
ordet som generelt gjer seg gjeldande i Holbergs forfattarskap: (1) "mening eller
påstand, ytring der strider mod almindelige anskuelser eller umiddelbart må
forekomme urimelig (og som fremsættes i en tilspidset form)"; (2) "ting eller forhold
der synes ubegribelig, urimelig eller selvmodsigende" (Holberg-Ordbog).
Ep 69 utdjuper den første av hovudtydingane ved å presisera nytten ved
paradokset. Nytten er at det ryddar gamle fordommar av vegen, banar veg for nye
innsikter.
Mange Meeninger, som i Begyndelsen have været holdne vanskabte og daarlige,
passere nu for u-overvindelige Sandheder, saa at det holdes nu ligesaa formasteligt at
forkaste dem, som det udi Begyndelsen haver været at antage dem (Ep 69, I, 294).
Paradoxe Meeninger og Lærdomme have erhvervet det Menneskelige Kiøn stor
Beqvemmelighed, og hævet mangen latterlig og skadelig Overtroe, hvorved saavel
Personer i sær, som heele Lande og Riger ere styrtede i Uheld (Ep 69, I, 295-96).
I tillegg presiserer epistelen at paradokset peiker seg ut som intellektuell og retorisk
prestasjon. Dette blir formulert som ei innvending. "Man beskylder gemeenligen
dem, der bringe nye Meeninger frem, for Hofmod, sigende, at de gaae ud af den
alfare Vey, alleene for at vise, at de ere klogere end andre" (Ep 69, I, 294). Men den
innvendinga som her kjem til uttrykk, er ikkje siste ord i saka. Innvendinga blir
gjendriven og på den måten forsterkar den paradokset som avvik frå vanleg
oppfatning; å setta fram påstandar som synest urimelege og meiningslause, og som
det i tillegg kan vera generell motstand mot, vil krevja argumentasjon og taledugleik
på eit høgt nivå.
Omtalen av den andre hovudtydinga - om ting eller forhold som er
ubegripelege - inneheld ei sjølvmotseiing. To påstandar kjem her i konflikt med
kvarandre.
Hvis den er u-nyttig […]
Dette er den eine påstanden: paradokset kan vera unyttig.