Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

156 KAP. 4.3
det forteljande elementet utgjer ikkje ei livshistorie, men er bare episodar som
dannar utgangspunkt for refleksjon.
Då er det bare Epist I som det er aktuelt å sjå nærmare på. Men også her må
Kondrup konstatera avvik frå idealtypen på punkt etter punkt. Epist I handlar helst
om utdanning, karriere, reiser, litterær produksjon. Det er altså ei karriere-historie og
ligg såleis i randsona av biografi-sjangeren. Beretninga er laust samanhengande, slik
som i pikaresken; Holberg utnyttar ikkje potensialet i forma; han tydeleggjer ikkje ei
utvikling. Han er intellektuell der episk framstilling krev førestilling,
anskueleggjering, sanselighet (Kondrup 1982, 127-28). Dessutan bryt han med
sjangeren ved at han ikkje gjer greie for hendingar i livet som har vore skjellsettande
for han.
Når det er så mye som plasserer også første levnetsbrev på god avstand frå
idealtypen, må ein spørja om det i det heile tatt er noko som taler for å sjå den som
autobiografi.
Eg forstår Kondrup slik at han ser best samsvar med idealtypen på dei stadene
der forfattaren gjer greie for indre personlege erfaringar, altså erfaringar som er
tilgjengelege utelukkande for han sjølv. Som eksempel viser han til ein sekvens der
Holberg taler om korleis han prøver å motarbeida sine laster. Kan henda, seier
Holberg, kan det sjå ut som han slett ikkje bryr seg om å motarbeida sine laster, f.
eks. når han sit blant spelarar eller er på vertshus. Men om han er saman med
spelarar, speler han ikkje sjølv, og om han går på vertshus, er det ikkje for å få seg ein
rus. Dette veit han best sjølv; kva folk tenkjer, bryr han seg ikkje om. Han held den
for betre filosof som konfronterer lastane, og ikkje flyktar frå dei. Her er den
passasjen som Kondrup viser til, men ikkje siterer:
Om mine dyder maa andre tale; hvis jeg har nogle, forsvinder de jo, hvis jeg selv
tæller dem op. Mine lyder ligger aabent for dagen. Men dyder kan ogsaa ligne lyder.
Naar man ser mig sirligt paaklædt gaa i dameselskab, oftere end det passer sig for en
filosof, bebrejder man mig mangel paa alvor. Andre siger, at det er upassende for en
mand af min stand at interessere sig for komedianter. Men: det ser kun ud, som om
jeg ringeagter boglige sysler, i virkeligheden ynder jeg d em dog. Det ser ud, som om
jeg søger nydelser, og dog skyer jeg dem. Jeg driller filosofferne, og dog filosoferer jeg
selv. Jeg angriber videnskabeligt pedanteri, og dog er jeg selv videnskabsmand. Jeg
forsvarer aabenlyst uskyldige fornøjelser, og dog er m in egen levevis streng. I gamle
dage kom jeg ofte paa krostuer, og dog var jeg altid ædru. Man saa mig daglig blandt
spillere, og dog spillede jeg aldrig selv. Jeg lyver undertiden i den spøgefulde genre,
aldrig i den alvorlige. I smaating er jeg forsigtig, i vigtigere sager overdreven
aabenhjertig, i mine skrifter er jeg stridbar, men i min livsførelse saa fredsommelig, at
jeg mere end een gang til mine venners store ærgrelse har opgivet at føre proces.
Naar man er som jeg, kan man ikke undgaa at faa et usikkert rygte hos folk, der -
som man siger - kun skuer hunden paa haarene. Jeg har dog ikke brudt mig om at
rette denne misforstaaelse, da det maa være nok for en filosof, naar