Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

EPIDEIKTISK BRUK AV BREVET HOS HOLBERG 153
exponere dig til adskillige ubehagelige Critiquer; thi det er ligesom du derved vil sige:
Jeg beholder mit Skieg, paa det at jeg ikke skal confunderes med Mennesker, men at
man maa tage mig for en Gedebuk. Det verste er, at du med all denne Præcaution end
ikke kand faae Borgerskab blant Gedebukke: thi du haver Skiegget, men du haver dog
ikke Hornene, i det ringeste ere de ikke synlige; saa at du derfor blant begge Nationer,
saavel Mennesker som Gedebukke bliver anseet som et Monstrum. Jeg lader dig ingen
Roe have, førend du skiller dig ved denne umenneskelige Parure: thi ligesom
stridende Partier ofte ikke slutte Fred med hinanden uden med de Vilkaar, at
Fæstninger skal raseres, saa faaer du ikke mit Venskab, uden du indgaaer den Artikel,
at din Hage skal sløifes. (MTkr III.54, 276.)
For det andre går illusjonen om fortruleg meddeling i oppløysing ved komisk
regresjon. Den som fører ordet, gir mot slu tten av stykket til kjenne ei svært
intolerant haldning; han vil vraka vennskapen på grunn av skjegget til vennen, noko
som står i skarp motsetnad til idear om toleranse, liberalisme og kritikk elles i MTkr.
MTkr III.105 (som opprinneleg stod i Epist III under tittel "De pravo hominum
gustu") knyter eit generelt tema - den forderva smaken til menneska
- til ein spesifikk (brev)fiksjon, der forfattaren irettesett brevvennen. "Du raaber,
kiære Ven! ideligen mod Menneskets fordervede Smag; men lader derved see, at du
ikke forstaaer, hvor viseligen Naturen haver ordineret alting." (MTkr III.105, 313.) Så
blir det argumentert for at dårleg smak gjer stor nytte. Det er bare dét at forfattaren
går til erfaringsverda til brevvennen når han skal illustrera dette; her er det masse
eksempel på dårleg smak!
Tænk engang, hvorledes det vilde gaae med din egen kiære Svoger, som i saa mange
Aar haver næret sig saa reputeerligen ved sin Poesie. Han vilde ved den fordervede
Smags Ophørelse af en kroned Poet blive forvandled til en Stoderfoged: han vilde
klaae sig bag Øret og raabe: O tempora! O mores! naar han saae sit frugtbare Arbeide
paa eengang at ophøre; naar han merkede, sine poetiske Skrifter alleene at blive solte
efter Vægten og at bruges til Kræmerhuse.
[…]
Hvor vilde vel Theodora med sin brakkede Næse have faaet en Mand, hvis Philander
ikke havde haft en Africansk eller Hottentotisk Smag? ja hvor vilde din egen kiære
Moder, der var ligesaa grim, som fattig, være bleven gift, hvis din Fader ej havde haft
en saa unaturlig, ja (om jeg maa saa sige) en slig forbanded Smag? hvis det havde ikke
været, vilde du ikke have været til in rerum natura: thi din Existentz er en Virkning af
din Faders selsomme Gout.
[…]
Ja kiære Ven! forlad mig, at jeg taler saa dristig, hvorledes vilde du selv være bleven
Borgemester, hvis den største Deel af Senatet, som voterede paa dig, havde haft en
naturlig Smag? (MTkr III.105, 313-15.)