Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

152 KAP. 4.3
Rett nok gir denne oppstillinga feile proporsjonar i forholdet mellom første og andre
verslinje. (Regelen er at første vers har seks trykktunge stavingar, andre vers har
fem.) Derimot tar essayet vare på eit karakteristisk trekk frå epigrammet:
klanglikskapen mellom orda ("Mage…", "Mave"). Ifølgje Billeskov Jansen høyrer
verbalpoeng basert på klanglikskap meir heime i epigrammets vers enn i essayets
prosa. I epigrammet blir klang ofte viktigare enn innhald. Det som i prosa lett blir
bare tom lydassosiasjon, gir i verset "Ynde og Eftertryk". (Jansen 1938-39, I, 70.) Ikkje
desto mindre gir Holberg i dette tilfellet klanglikskapen ein prioritert plass i prosaen.
Når verbalpoenget i den føreliggande teksten ikkje bare blir tom lydassosiasjon, heng
dette saman med at det blir motivert i brevforma. Brevet gir rom for verbalpoenget
samstundes som det undergrev illusjonen om fortruleg samtale.
I tilfelle som dette gir brevet i det ytre inntrykk av at meddelinga er både
personleg og fortruleg. Samstundes blir dette inntrykket undergravd av
ytterleggåande standpunkt (paradoks, overdriving, verbalpoeng, osv.). Denne
spenninga gjer seg endå meir markant gjeldande i tre satiriske tekstar.
MTkr III.54 er eit refsande brev. Innleiingsvis har det ein irettesettande tone som lar
seg sameina med brevet som fortruleg meddeling:
Hvi tager du udi Betænkning, min kiære Ven! at lade dit Skieg afrage, naar du seer
det heele Menneskelige Kiøn at gaae med blotte Hager? Hvorfore vil du giøre dig
latterlig, og give dine Uvenner Anledning til at drive Spot med dit Skieg, og sige: at
du holder det ved lige alleene for ikke at ligne Mennesker. Du holder det vel for
Anstændighed at blive ved de gamle Sædvaner, og at efterfølge de ærværdige
Forfædres Fodspor, hvilke havde deres Skieg saa kiert som deres Liv, holdende for at
Skiegget ærede Mand en. Men det kommer mig for, at du ikke nøje haver overvejet
hvad Anstændighed er. (MTkr III.54, 274.)
Men når denne tråden blir tatt opp igjen mot slutten, raknar illusjonen. For det første
ved at refsinga blir satire, med brodd mot adressaten. Satiren er diminuerande, den
gjer offeret lite ved geitebukk-samanlikninga. Og den har brodd: den antyder
hanreiskap.
Jeg beder derfore, kiære Ven! at du dette nøje overvejer, og beqvemmer dig til efter
alle andres Exempel at aflegge dit Skieg: thi, saasom denne M ode ikke bruges meere
blant Mennesker, men alleene blant Gedebukke, saa tiener den til intet andet, end at