Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

6 KAP. 1
ulike spørsmål. Filosofen og filosofihistorikaren Harald Høffding reknar Holberg
som første danske filosof, og MTkr og Ep som hovudkjeldene til hans filosofi
(Høffding 1909, 8-9). Holberg drøftar fleire spesifikke spørsmål, seier Høffding, men
det som er hans eigentlege studium, er moralfilosofi forankra i opplysningstanken.
"[… D]en Hovedtanke, til hvilken der atter og atter vendes tilbage, er at der gives en
Moral, som er grundet paa Naturens Lys" (8). Høffding tar rett nok eit visst atterhald
når han nemner at det av og til kan vera vanskeleg å skilja mellom spøk og alvor (6),
at Holberg ikkje har utvikla sine tankar utførleg og konsekvent (15), at MTkr
innimellom kjem inn på mindre vitskaplege emne (8). Men i det store og heile speler
slike reservasjonar lita rolle, noko omtalen av paradokset viser til fulle.
Han yndede […] "paradoxe Meninger", hvormed han forstod saadanne, "som med gode Grunde
kuldkaste de Meninger, der have taget Borgerskab". Det var ikke Hang til Spidsfindighed eller til
Tankeleg, der ledede ham herved: Paradoxerne skulde have "Rimelighed", d.v.s. være virkeligt
begrundede, og det vare de, naar det var udvidet Erfaring, der førte til dem. Han saa, at naar man
stiller sig paa Erfaringens brede Grund, - naar man grunder sine Domme paa Erfaring, - kommer
man til at tvivle om Meget, der hidtil stod som selvfølgeligt. Det er intet Under, at man faar faste
Meninger, naar man holder sig til de givne Overleveringer og lader dem bestemme, hvad man
erfarer, og hvorledes man tyder det, man har erfaret. (Høffding 1909, 5.)
Denne parafrasen av paradokset kan nok samsvara godt med den beskrivinga
Holberg fleire stader sjølv gir. Men når Høffding oppfattar dette som forfattarens
skinbarlege meining, bl.a. ved å presisera at han ikkje ser nokon "Hang til
Spidsfindighed eller til Tankeleg" ved Holberg-paradokset, gir han eit for enkelt
bilete av saka.
I si avhandling om Holberg og religionen gir også Ludvig Selmer
essayistikken sentral plass som kjeldemateriale. I det store og heile les han den
enkelte teksten som meiningsytring i ein aktuell historisk debatt. MTkr I.104 kan tena
som eksempel. Først nokre ord om sjølve stykket. Teksten drøftar eit såkalla stoisk
paradoks. Karakteristisk for dei stoiske paradoksa - ein litterær tradisjon med
opphav i antikken - er at dei drøftar ytterleggåande standpunkt, standpunkt som skil
seg frå vanleg oppfatning. Holberg har sans for dei og tar dei opp til drøfting fleire
stader, bl.a. i MTkr II.1, som drøftar påstanden "Bare den vise er lykkeleg", eller i den
føreliggande MTkr I.104, der den ekstreme påstanden er at alle synder er like store.
Når stoiske paradoks har hatt tiltrekningskraft på dei lærde og gjort seg gjeldande i
tradisjonen, skuldest dette ikkje bare deira filosofiske innhald og det standpunkt dei
forfektar, men også ei interesse for argumentasjonen for dens eiga skuld. I MTkr I.104
er Holberg avvisande til den stoiske tanken om at alle synder er like store, at eit brot
på det minste bod er eit