Eiliv Vinje - Universitetet i Bergen

MELLOM ILLUSJON OG STILISERING 137
materialet, føyer han til ein god del falske brev, dvs. brev som gir seg ut for å vera
sende til bestemte personar på bestemte tidspunkt, utan at dette faktisk har skjedd.
Som kjelde for historiske opplysningar er samlingane såleis usikre. Her er eit element
av uvisse som er karakteristisk for store delar av brevlitteraturen i renessansen. Kva
som er kva av fakta og fiksjon vil ein i mange tilfelle aldri få avklart (Clough 1976,
40).
For det andre med omsyn til lesarrolle. Breva er ikkje bare meddelingar med
eit klart personleg preg, dei er også retta til personar som Petrarca står i eit nært og
fortruleg forhold til. Men samstundes som dei er innretta mot denne eine personen,
har dei tydeleg også heile verda som mottakar. "The humanists wrote not only for
their correspondents but with a view to the publication of some, at least, of their
correspondence during their own lifetime" (Clough 1976, 34). Dette inneber at brevet
blir utforma - stikk i strid med kva Petrarca hevda - ikkje bare med tanke på ein
bestemt mottakar, men også med eit større publikum for auga.
Ei dobbel lesarrolle skaper eit register av muligheter. Det å postulera ein
spesiell mottakar, kan f. eks. vera skalkeskjul for fordreiing og løgn; ein skriv bare
det som mottakaren toler å høyra. Eller det kan vera skalkeskjul for frie utsegner; det
som står, er tiltenkt ein privatperson og ikkje ålmenta. Eller det kan fungera som
garanti for at det som står, er sant; det som blir meddelt fortrulege venner imellom,
må jo vera sant. Som ytterlegare illustrasjon på korleis ei dobbel lesarrolle kan
utnyttast - på meir spissfindig vis - kjem her ein omtale av ein stad hos Montaigne og
ein stad hos Shaftesbury.
Montaigne
Montaigne gjer ikkje nemneverdig bruk av brevforma i Les Essais. Tvert imot gjer han
ein stad greie for kvifor han ikkje kan gjera nytte av brevet.
[B] Hvad breve angår vil jeg sige, at det er noget som mine venner mener jeg har
anlæg for. [C] Og jeg ville gerne have valgt den form til at offentliggøre mine indfald,
hvis jeg havde haft nogen at tale med. Jeg skulle have haft forbindelse med nogen,
sådan som jeg engang havde, der tiltrak mig, støttede mig og løftede mig op. For at
tale ud i den blå luft som andre gør, det kan jeg kun i drømme, og jeg kan heller ikke
finde på fiktive navne at føre samtale med om alvorlige ting, for jeg er en svoren
fjende af alt hvad der er falsk. Jeg ville have været mere opmærksom og sikker, hvis
jeg havde haft en stærk og venlig person at henvende mig til, end jeg er nu hvor jeg
henvender mig til alle mulige vidt forskellige mennesker. Og jeg skulle tage meget fejl
hvis jeg ikke havde haft bedre held med det. [B] Jeg har fra naturens hånd en
utvungen og fortrolig stil, men den er helt min egen, og egner sig ikke til offentlige
anliggender, præcis som mit sprog der er for kortfattet, rodet, stødvist og personligt.
Og jeg har ikke forstand på at skrive formfuldendte breve som ikke