STYRKETRENINGgamle tre måneders fysioterapi for at vænne sig til træning,efterfulgt af tre måneder styrketræning for at opbygge muskulaturenog endelig tre måneders konditionstræning. Ovenståendeunderbygges af data fra en række styrketræningsstudier, som harvist en nonsignifikant fremgang i maksimal iltoptagelse og en signifikantfremgang i udholdenhed målt ved fx. seks minuttergangditance (46).Ud over en effekt på kondition og udholdenhed viser eksisterendedata, at styrketræning har en positiv effekt på knoglemineraldensiteteni lumbal columna hos postmenopausale kvinder,hvorimod der ikke er fundet nogen effekt svarende til håndleds-eller hofteregionen (7).KonklusionEn del af den aldersrelaterede reduktion i muskelstyrke og powerkan modvirkes ved styrketræning. Jævnfører man de ovenfornævnte nedgange i styrke og power på henholdsvis 1,5% og 3,5%årligt, vil en øgning i muskelstyrke på 10-20% og i power på 15-30%, som det er fundet i flere træningsundersøgelser, svare til atden ældre styrkemæssigt fungerer, som om han/hun var adskilligeår yngre. Ved styrketræning øges reservekapaciteten, hvilket medføreret øget overskud ved dagligdags opgaver, samtidig med atdet har betydning i forbindelse med eventuelle perioder medsygdom og skader. Samlet set vil de ældste og svageste kunneprofitere mest af styrketræning, selv om ældre generelt vil kunnedrage nytte heraf med henblik på at udsætte tidspunktet, hvor debliver afhængig af andres hjælp. Med en voksende ældrepopulationsynes fokus på sarkopeni og modtræk hertil mere relevantend nogensinde, men når det er sagt, skal man holde sig for øje,at compliance er helt afgørende, og at næsten enhver fysisk aktiviteter uendeligt meget bedre end ingen.TræningsanbefalingFor at opbygge muskelstyrke hos ældre bør træningsfrekvensenvære minimum to gange ugentligt. Man bør træne øvelser, deromfatter de store muskelgrupper, som har betydning for dagligdagensfunktioner, dvs. muskulaturen omkring ryg, hofte, knæ,ankler, skuldre og albuer, med fokus på underekstremiteterne.Øvelserne bør udføres med 1-3 sæt med en belastning hosutrænede startende med 15-10 RM, dvs. 60-70% af MVC, hvilketi praksis betyder, at belastningen skal være af en størrelse, såman ikke er i stand til at gennemføre øvelsen mere end 12-15gange. Kan en øvelse udføres mere end 15 gange, bør belastningenøges. Det er bedre at starte med lidt lavere belastning,så man undgår for mange gener og dermed risiko for, at folkholder op med at træne. Hos ældre er vævet længere tid om atadaptere sig til øget belastning, og dette betyder, at man ikkebør øge belastningen for hurtigt, men optimalt justere hver 2.-4. uge. Hos ældre, der er vant til at træne kan belastningen gradvistøges til 8-6 RM.En række studier har vist, at alsidig træning, dvs. træning af styrke,udholdenhed (kondition), balance og bevægelighedkan medføre øget styrke, udholdenhed, balance og funktion(1,19,20,34). Internationale anbefalinger går da også på, at ældremennesker bør træne alsidigt, men at styrketræning bør være etcentralt element (1), og som nævnt ovenfor er det vigtigt attræning/motion bliver en del af livsstilen.MuskelstyrkeKonditionFunktionsevneFysisk aktivfriskNormal aldringfriskSygdomog/eller skaderTærskel for uafhængighedFremtidig forskningPå trods af, at der foreligger evidens for at fysisk aktivitet har engavnlig effekt hos stort set alle ældre, mangler der stadig videnpå området. Man ved således ikke hvilke typer af interventioner,der har den største effekt på funktionsniveauet i forhold til dagligdagsaktiviteter. Skal interventionen være forskellig ved forskelligeproblemstillinger? Hvad er forholdet mellem dosis ogrespons? Hvilke faktorer virker motiverende for at ændre livsstili retning af et højere fysisk aktivitet og fastholde ændringen?Referanser: www.idrettsfysioterapi.noAlderFigure 7. Hypotetisk model for den aldersrelaterede nedgang i styrke, udholdenhedog funktionsevne hos forskellige grupper af ældre. Mennesker, som erfriske og fysisk aktive, har en højere fysisk kapacitet end mennesker, som er friskemen fysisk inaktive. Immobilisering pga. sygdom eller skade fører til en hurtigreduktion i fysisk kapacitet. Konsekvensen af dette kan potentielt være, at detældre menneske kommer tæt på tærsklen for uafhængighed eller overskriderdenne og bliver afhængig af andres hjælp (84).Skriv iNORSK IDRETTSMEDISIN!Vi håper flere av medlemmene vil bidra med innlegg ogat vi får noen debatter i bladet. Innlegg bør ikke værelenger enn 500 ord eller 3000 tegn. Forkortelser/-endringer som går ut over det ortografiske, grammatikalskeeller det å gjøre setninger mer forståelige,sendes til forfatter før trykking for godkjennelse. Komgjerne med forslag til tittel, eller så lager vi dette iredaksjonen. Frister for innsendelse, se utgivelsesplanside 36.18IDRETTSMEDISIN 2•2005
Svømming i AustraliaAV NIELS GUNNAR JUELAVD. FOR FYSIKALSK MEDISIN OG REHABILITERING,ULLEVÅL UNIVERSITETSSYKEHUSSvømming i Australia er omtrent det samme som skigåing var i Norge en gang.Alle gjør det, det er en del av hverdagen fra tidlig barnealder og opp i høy alder.Før barna begynner på skolen kan de delta i ”Nippers”, i skolen er svømming ennaturlig del av den organiserte fysiske aktiviteten og voksne driver svømming somtrening eller deltar i mer krevende “Ocean swims”. Australian swimming ogAustralian Institute of Sports står for elite konkurranseidrett mens det ellersarrangeres konkurranser gjennom ”Life saving clubs” knyttet til ulike strender ellerskoler. Skuldersmerter er den vanligste svømmeskaden og også her er selvsagtAustralia langt framme.Australian swimming (AS)Organisasjonen som styrer den offentlige delen av svømmingenheter Australian swimming (1). Dette er en tung organisasjonsom styrer arrangementer på nasjonalt nivå og har trenernettverkfor elitesvømmere, nasjonale junior/ungdomslag og elitehandicapsvømmere.I tillegg er det avdelinger for samarbeidemot næringsliv og utvikling i svømmeidrettslig sammenheng.Det er ingen helsearbeidere tilknyttet AS.Australian Institute of Sports (AIS)AIS (2) er organisert under den australske regjerings AustralianSports Commission (ASC). AIS er organisert med hovedkontori Canberra (hovedstad) og et mindre institutt i hvert fylke(state). AIS’ oppgave er å utvikle ulike grener og optimaliseretreningsmetoder og -kunnskap, utstyr og teknikk samt forebyggeog behandle skader innen idretten. AIS ble opprettet lokalt iCanberra i 1981 etter at Australia hadde opplevd en dramatiskresultatmessig nedgang i internasjonale konkurranser i 70-åraDet er i framføringsfasen med armen abdusert og innadrotert inneklemmingssituasjonenoppstår.med katastrofelav medaljehøst i Montreal i –76 (1 sølv, 3 bronse).Etter massivt folkekrav ble det da innvilget midler til organisertoppstart av AIS som egen institusjon. Først ble kun 8 satsingsidrettervalgt ut. Dedikerte lokaler ble bygd i 1985 og daSydney ble kunngjort som arrangør av sommer-OL i 1994 bleAIS innvilget 650 mill kr. over 6 år. Samtidig ble AIS lagt innunder ASC og det ble opprettet fylkesinstitutter. De fleste olympiskeidretter kom da inn under AIS, nå er 23 idretter inkludert.AIS har et sentralt treningssenter for elitelag. Hit kommerlagene for testing og trening i perioder. I tillegg drives det ensvært bred helsetjeneste for lagene samt forskning og undervisning.Herunder et Masterprogram i idrettsmedisin. Spesialistutdanningtil Sports Physician (for leger) kan også taes der.TalentID-programmer basert på idrettgrenspesifikk testing ihighschool (ergonomi og antropometri) gjøres til en viss gradog det er under utvikling programmerfor talentID basertpå genetiske undersøkelser. Ifølge dr. Peter Fricker, leder avAIS Canberra, er 103 gener tilnå identifisert i forbindelsemed fysisk prestasjon. AIS stårogså for standardisering avulike protokoller innen sport,benchmarking og utvikling avidrettsrelatert kommersieltITutstyr (a la pulsklokke i ulikeidretter) sammen med industrien.Alle utøvere som inkluderesi AIS må delta i karriereutviklingsprogrammer.Dette innebærer utdanningparallelt med idrett for enpost-sportslig karriere.Bevegelses- og kraftanalyser viserhvor kreftene mellom svømmer ogvann virker.IDRETTSMEDISIN 2•2005 19