TIDSSKRIFT FOR NY BANKKULTUR - Cultura Bank

en aktuelKOMMENTARAlle borgere må kunne føle sigfri af statslig-kulturel omklamring.Holder staten sig stringenttil at regulere borgernesrettigheder, som er lige for alleuanset baggrund, kan deropstå et reelt grundlag for fredeligsameksistens.Af Lars PehrsonVi har netop haft Grundlovsdag iDanmark, tilmed et 50-års jubilæum forGrundloven i dens nuværendeskikkelse (hovedparten afloven stammer som bekendtfra 1849). Trods officiel initieretgrundlovsdebat, priskonkurrenceetc. i anledningaf jubilæet har et flertal iFolketinget noget uinspirerendeerklæret, at de ikke sernoget behov for en revisionaf Grundloven.Der er ellers temaer nok,som samfundsudviklingen ide forløbne 50 år har gjortaktuelle i relation tilGrundloven, som f.eks.- beskyttelse af naturgrundlagetfor kommende generationer- klarere afgrænsning mellem det økonomiskeinteressefelt (markedet) og borgernesrettigheder (staten, lovgivningen)– hvem skal f.eks. afstikke rammernefor et så alment område som fødevareproduktionen?- klarere spilleregler i forhold til internationaleorganisationer, suverænitetsafgivelse,deltagelse i internationale militæreoperationer etc.Pengevirke 2-2003Staten & kirkenHer skal vi se på et tema, som enanden aktuel sag netop har sat lys på:Forholdet mellem stat og kirke – sombekendt har den luthersk-evangeliske kristendomen særstatus som ”statsreligion”i Danmark iflg. Grundloven.Sognepræsten i Taarbæk har offentligterklæret, at han ikke tror på Gud. Dennebramfri og for en præst noget usædvanligeerklæring har fået biskoppen til atsuspendere præsten og støvede fænomenersom ”præsteretten” rasler i skabet –en nyere udgave af middelalderens inkvisition,dog uden bål. Selv et medlem afregeringen, en minister, har følt sig kaldettil at have en mening om spørgsmålet,som objektivt set kun kan siges at vedrøremenigheden i Taarbæk – som faktisk ergået i brechen for deres præst og gernevil beholde ham. Men der findes altså enstatsautoriseret korrekt udgave af kristendommeni Danmark, og det har menighedenåbenbart ikke forstand på.Sagen har naturligt nok ført til fornyetdebat om rimeligheden i en sådan konstruktion,som den danske folkekirkeudgør sammen med staten. Udover deturimelige i at skulle forfægte en ”statsautoriseret”kristendom, har vi et med nutidensøjne ulogisk administrativt samarbejdemellem stat og kirke. Opgaver somnaturligt hører hjemme i Folkeregisteretskal i Danmark (bortset fra Sønderjylland)udføres i samarbejde med den lokalepræst, og det opleves naturligvis som urimeligtfor medlemmer af andre religioner/trossamfundeller ikke-religiøse, nårde skal møde op hos præsten for atanmelde en fødsel.En gruppe danske katolikker har en sagpå vej mod Danmark hos DenEuropæiske Menneskeretsdomstol omforskelsbehandling begrundet i religiøsttilhørsforhold. Det er egentlig underligt,at en sådan sag først kommer nu.I flere af de nye demokratier iØsteuropa forsøger den dominerende kirkeretningat tiltvinge sig en status som”statsreligion”, og henviser her bl.a. tilden danske ”velfungerende” folkekirkemodel.Vi kan med andre ord komme tilat fremstå som et dårligt eksempel fornye demokratier.Går vi til Mellemøsten er det tydeligt atforsøget på at bygge en statsdannelse påtilhørsforholdet til en bestemt etnisk/religiøsgruppe er en tragisk fejltagelse.Fredsprocessen er så spinkel som nogensindeog selv i en situation,hvor erfaringen med at sammenblandestat og religionskulle stå klart nok for de fleste,arbejder stærke kræfter på,at en ny palæstinensisk stat fårislam som statsreligion. Detteuagtet, at store mindretal afpalæstinenserne er enten kristneeller ikke-religiøse – fejltagelsengentages blot. Netop iet område, hvor så mangeetniske og religiøse grupperingernødvendigvis må leve sideom side, må stat og religionvære helt adskilte, og ånds- ogkulturlivet – herunder skolerog uddannelsesinstitutioner –må være helt fri af statslig indholdsstyring,herunder også den indflydelse,der kan komme fra en ”statsreligion”.Alle borgere må kunne føle sig fri afstatslig-kulturel omklamring; at ”nogen”udefra bestemmer tro, indhold i undervisningen,sprog, kulturel påvirkning etc.Holder staten sig stringent til at regulereborgernes rettigheder, som er lige for alleuanset baggrund, kan der opstå et reeltgrundlag for fredelig sameksistens.Ved genforeningen med Sønderjyllandi 1920 beholdt man det tyske system fordirekte registrering hos Folkeregisteret,ud fra en fornemmelse af, at dette systemnok senere ville blive indført i resten afDanmark. Det er på tide, at vi får dettearbejde gjort færdigt og får fjernet en restaf ”ufrit åndsliv”, som ikke hører hjemmei 2003.24