Ludvig Holstein-Ledreborg - Bernadette Preben-Hansen

(1873) og bidrog selv Til belysning af den papistiske polemik (1874). Og Nordisk Kirketidende for katholske
Christne genlyder med sendebreve og sure miner, også anonymt imod Holstein som Venstremand (1875).
I 1875-91 var Holstein formand for Ansgarius Foreningen, der finansierede store dele af det kirkelige
liv i den katolske Kirke i Danmark. Han havde dermed en solid lægmandsindflydelse.
Politikken
I september 1872 indledte Holstein sin karriere i dansk politik, da han lod sig vælge til Folketinget i
Lejrekredsen. Først var han uafhængig Konservativ, men tre år senere sluttede han sig til Venstre, hvor han
blev ordfører og nær ven af Viggo Hørup. Som politiker fremstod Holstein som en modig og lidenskabelig
idealist, der kæmpede for et princip: Forfatningen af 1866, og som katolsk konvertit stod noget uden
for det officielle selskab (Henrichsen 1902). Holsteins mærkesager var den individuelle frihed i kirke og
skolevæsen, men mange mente, at han egentligt ingen egen politisk ide havde. Overklasselediggængeri,
mente andre noget ondsindet, var roden til at gå ind i dansk politik som meningsfuldt tidsfordriv. Holsteins
styrke var mundtlig med tendens til en ”sofistikeret dialektik, der gav anledning til beskyldninger for jesuitteri”
(Illustreret Tidende 1912). Han skrev ikke sine taler ned. Han levede dem, og glemte dem igen. Det
gjorde eftertiden også. Og Vilhelm Topsøe kritiserede: ”Der er noget i hans begavelse, som ikke ser dansk
ud. Hans dialektik og den måde, hvorpå han sætter den i sofistikkens tjeneste, er ikke dansk. Hans overordentlige
smidighed og katteagtige behændighed i debatten er heller ikke dansk. Han står i disse henseender
som en fremmed i Folketinget” (1878).
Ud over de to katolske stridsskrifter og nogle politiske avisartikler publicerede Holstein intet. I 1890
forlod han dansk politik meget pludseligt og bosatte sig i Freiburg i Schweiz. Her studerede han Thomas
Aquin og skrev uudgivne religionsfilosofiske manuskripter, der i dag opbevares på Ledreborg. Fem år senere
overtog han som lensgreve Ledreborg gods, der hører under Roskilde katolske sogn.
Ved systemskiftet i 1901, altså overgangen fra kongevalgte regeringer til regeringer baseret på
Folketingets flertal, blev Holstein opfordret til at lede en Venstreregering. Folketingsparlamentarismen
betød nemlig, at Højrepartiet (konservative), der i et halvt hundrede år havde haft magten, måtte overlade
regeringsmagten til Venstre (bondepartiet). Holstein takkede nej. Han ville leve i fred. Først i 1909 kørte
lensgreven til Rigsdagen i Fredericiagade, nu som leder af en kortvarig Venstreregering. Han var da gammel
og syg, og situationen var midlertidig.
Statsministeren
I 1909 var der undergangsstemning i Folketinget. Danskerne var rystede efter Danmarkshistoriens største
politiske korruptionsskandale, da den danske justitsminister Peder Alberti var blevet fængslet og siden blev
dømt for bedrageri og dokumentfalsk. Han havde lænset statskassen for godt sytten millioner danske kroner.
I samtiden var det en femtedel af statens årlige indtægter. Alberti-affæren førte til regeringens afgang;
også en rigsretssag mod tidens store danske politiker - J.C. Christensen - fulgte i kølvandet. Kongen - Frederik
VIII. - kaldte nu Holstein ind fra Ledreborg gods, hvor han længe havde syslet fredeligt med katolske sager.
Satirisk skrev lensgrevens modstandere, at Holsteins fortjeneste var at ”ligge på sin sofa og styrte eller
indsætte ministerier” (Henrichsen 1913): en overdreven karakteristik. Holstein var en overgangsskikkelse,
da den oplagte kandidat - J.C. Christensen - ikke kunne og heller ikke ville modtage statsministerposten.
Holstein har næppe været begejstret for det konfliktfulde hverv, men beklædte nu pligtskyldigt posten som
konseilspræsident fra den 16. august til den 28. oktober 1909. Han fremprovokerede en gevaldig polemik
med Højrepartiet, der stillede forslag om en mistillidsafstemning i Folketinget. Det faldt, men samtidigt
fratrådte Holstein. Han tog hjem til sit Ledreborg.
Jesuitten
Ledreborg slotskirke blev indviet som katolsk kapel i 1910. Privatarkivet på Ledreborg er midlertidigt lukket
for offentligheden, men kilder ses i Sankt Ansgar Sakristi og Katolsk Historisk Arkiv. Holstein syntes at have
været den dygtige polemiker, men som politiker opnåede han ingen afgørende resultater. Jesuit SJ - det
var Danmarks eneste katolske statsminister ikke, om end ordet som et af tidens skældsord var blevet råbt
efter ham siden 1870’erne. Det kan der have været en god grund til - Evangelisk-luthersk: en negativ bestemmelse,
nemlig 130 sider skrevet på få måneder. Holsteins katolske polemik blev mistænkt for at være
skrevet ”med påholdt pen under kraftig jesuitisk vejledning” (Arildsen 1932). Pennen blev ganske rigtigt