Tekst og tradisjon M. B. Landstad - TEORA - Høgskolen i Telemark

Imellem Svartdal og Hjartdals Hovedsogn er der en trang Slugt af henved en
halv Miils Længde. Vil man ret føle sig klemt av Fjelde og faa en Forestilling om hvor
naturlig Phantasierne opstaa om Bergryser, Tusser og Trolde, saa stige man ned her i
“Annbjønndalen eller rettere Arnbjørndalen; saa heder den.
De første Aar, jeg færdedes her, syntes jeg ingen Dal var dybere og intet Sted
styggere; jeg gyste og saa mig ængstelig omkring hver Gang jeg for der, slog paa
Hesten og skyndte mig ud saa fort jeg kunde. Men efterhaanden begyndte jeg at finde
det koseligt dernede, og jo oftere jeg drog gjennem Dalen, desto bedre likte jeg den.
Tilsidst syntes jeg der var saa vakkert, at jeg med Villie mang en Gang har standset min
Hest og ladet den gaa smaat og sagte, for at jeg kunde glæde mig saameget længere
dernede. Sagen var, jeg blev først seent i stand til at forstaa Fjeldnaturen og blande
Følelser med den. Jeg havde før spottet over en gammel Jomfru, som engang erklærede
for mig at naar hun kunde vælge sig et Sted at bo rigtig efter sit Hjerte, saa skulde det
være Annbjønndalen; men nu forstod jeg hende og angrede min Spot. Det er en høist
interessant liden Dal. Paa den ene Side ser man Mælefjeldets bratte Styrtninger hvori
tusinde smaa Løvbusker have kloret sig fast og bestræbe sig for at dække Bjergets
nøgne Barm med sine glindsende Blade. Ved Foden av Fjeldet løber en liden
skummende og buldrende Elv og langs Elvebredden omringet av temmelig frodig
Løvskov gaar Alfarveien. Paa den anden Side af denne hæver sig strax bratte Lider og
Fjeld høit i Veiret, saa at Dalbunden hartad ikke har levnet Plads for andet eller mere
end Skoven og Elven. Vil man see Mere, saa maa man løfte sit Hoved til Himmelen. 1
Her ser vi Landstad skildrer naturen relativt inngående, og nettopp naturskildringer er sentrale i
Asbjørnsens rammefortellinger, f.eks. i det førnevnte stykket En sommernatt på Krokskogen og
i En natt i Nordmarken. Videre plasserer Landstad her seg selv i sentrum for naturskildringa,
noe Asbjørnsen også bruker som et fortellerteknisk grep. Når de begge spiller på naturen og
livet i naturen i sine innledninger, har det svært trolig sammenheng med nasjonalromantikkens
interesse for dette.
En annen side ved Landstads gjengivelser av ættesagaene og sagna er at han i tillegg til
muntlige kilder, tidvis trekker veksler på skriftlige kilder. Dette kan være det han kaller for
“Sorenskriver Rocks Thingbok” eller gamle brev. 2 Gjennomgående går det klart fram i
fortellingene hva som er basert på skriftlig kildemateriale.
I gjengivelsen av de naturmytiske sagna hekter Landstad stundom beslektede sagn
sammen. Dette kan også minne litt om Asbjørnsen som gjengir flere sagn i ei og samme
fortelling. Men til forskjell fra Asbjørnsen gjør Landstad dette uten noen litterær overgang.
Landstad har altså foretatt en viss bearbeiding av sagna. Han har ikke gjengitt dem
ordrett slik han fikk dem fortalt. Sagna har fått både en språklig og fortellermessig bearbeidelse
fra hans hånd. Men han har nok ivaretatt samtidas krav når det gjelder å vise troskap mot
tradisjonen, dvs. bevare det episke, motivene og replikkene. Dette synes å understøttes av noen
stikkordsmessige sagnnotiser som eksisterer etter han. 3
1 M.B. Landstad 1924, s. 133f.
2 Se f.eks. Landstad 1924 s. 74 og 157.
3 Norsk Folkeminnesamling, M.B. Landstad 1b, s. 97 og M.B. Landstad 7, s. 23.
30