Verden i 2025 - European Ideas Network

Ifølge Det Internationale Energiagentur vil der på verdensplan være behov for investeringer på omkring 20.000 mia.
dollars. Dette vil nødvendigvis primært skulle finansieres gennem private investeringer, således at den private sektor
bør tage teten i bestræbelserne på at løse problemerne med både energisikkerhed og klimaændringer. Regeringerne
vil skulle fastlægge de relevante rammer, der kan lede investeringerne i den rigtige retning.
Et centralt problem for EU vil desuden være dets voksende afhængighed af eksterne energikilder. Dets
afhængighedskvotient er faldet fra 62 % i 1975 til 48 % i dag, men forventes at stige igen til 70 % inden 2030.
Problemet forstærkes af, at praktisk taget alle større olieproducenter og transitregioner, som Europa er afhængig af i
forbindelse med sin import, er områder af stor geopolitisk ustabilitet. Man kan derfor ikke afvise, at der vil optræde
periodisk tilbagevendende situationer med en relativ energimangel og prishop som følge af regionale politiske
uroligheder eller manglende modernisering og vedligeholdelse af lokale infrastrukturer.
POLITIKVALGMULIGHEDER
Klimaændringer
Der er derfor to måder at løse udfordringen på. Den mest radikale måde er at forsøge at standse klimaændringerne
helt. Dette er i det store og hele den model, som vedtoges i Kyoto. De maksimale emissionskvoter for forurenende
aktiviteter ville da blive fastsat således, at CO2-koncentrationerne bremses, standses og til sidst vendes. Der ville
blive vedtaget regler, som tilskynder erhvervsliv og husholdninger til at indføre nye produktions- og
forbrugsmønstre, der muliggør en større anvendelse af rene energiteknologier. Regeringerne ville intervenere på
markedet gennem beskatning og fastsætte priser, der afholder forbrugerne fra at anvende fossile brændsler og
ansporer til udvikling af vedvarende energikilder. Elproduktionen ville efter moden overvejelse skifte fra fossile
brændsler til ikkekulstofalternativer, f.eks. nuklear energi eller såkaldte bæredygtige energikilder.
En alternativ og potentielt mere frugtbar alternativ politik på lang sigt er at vælge en "tilpasningsstrategi" baseret på
den antagelse, at løsningen på klimaudfordringerne er af teknologisk art. Der er behov for forskning og
investeringer, som vil hjælpe med at finde nye teknologier, der kan forbedre den måde, hvorpå vi i Vesten og vores
medmedmennesker over hele verden lever i og med vores miljø. Med andre ord består en mere lovende strategi ikke
i at underminere markedsmekanismerne for økonomisk vækst, men i at udnytte det vidensamfund, som
globaliseringen skaber.
Der er her en risiko for, at fremskridt opnået i ét land eller på ét kontinent - eventuelt til en høj økonomisk pris - i
alle tilfælde neutraliseres af aktiviteter, der forfølges af andre, som ikke anlægger en tilsvarende strategi. Kina f.eks.
planlægger i øjeblikket at opføre mere end 500 nye kuldrevne kraftværker13, der hurtigt ville udligne ethvert
fremskridt i EU. Der er i visse kredse en frygt for, at man, hvis en sådan politik ikke kan levere, hvad den lover, kan
risikere, at et ideologisk hysteri medfører en sådan grad af regulering og prisrestriktioner, at det ødelægger selve de
markedsincitamenter, som investeringer, teknologisk fremskridt og dermed vores evne til at sikre en høj
levestandard og en endnu større energieffektivitet og bæredygtighed beror på. Det kan imidlertid hævdes, at
13 Susan Watts, BBC Newsnight Science Editor, 2005. http://news.bbc.co.uk/2/hi/programmes/newsnight/4330469.stm .
DV\697413DA.doc 34/49