Verden i 2025 - European Ideas Network

konklusioner, der udledes af tidligere observationer. Nye klimamodeller er under udvikling, som i væsentlig grad
mindsker CO2-emissioners og menneskelige aktiviteters rolle i de seneste opvarmningstendenser ved f.eks. at lægge
større vægt på den mulige indflydelse, som naturfænomener, herunder solens aktivitetscyklus, har.
Problemet med offentlig politikformulering er, at det på det tidspunkt, hvor der kan gives et endeligt svar på disse
spørgsmål, antageligvis er for sent at træffe de nødvendige afhjælpende foranstaltninger. Ikke desto mindre er
teorien om, at hovedårsagen til klimaændringer er menneskelig aktivitet nu bredt accepteret, og den offentlige
opinion kræver handling nu. Regeringerne må ud fra en afvejning af sandsynligheden og en risikovurdering tage
stilling til, om der er behov for et vidtgående skift i den offentlige politik. Det er klart, at sådanne politikinitiativer i
værste fald kunne medføre en nedgang i det globale BNP og eventuelt undergrave den teknologiske innovation, som
skal imødegå følgerne af klimaændringer, hvis disse i sidste ende viser sig ikke at være menneskeskabte. Er de
imidlertid dette, vil undladelsen af at handle være katastrofal.
Energi
EU-medlemsstaterne forbruger i dag 45 % mindre energi, end de gjorde i 1973 for at producere samme økonomiske
outputenhed. Den absolutte efterspørgsel efter energi fortsætter imidlertid med at vokse, idet forbruget af
primærenergi i EU-25 i perioden 1971-2003 steg med 41 %. Ifølge prognoserne vil det globale forbrug af fossil
energi stige med 60 % over de næste 20 år. To tredjedele af denne stigning tilskrives asiatiske lande, især Kina og
Indien. Olie vil fortsat være den mest efterspurgte brændselskilde, mens forbruget af naturgas forventes at vokse
med 87 % i årene indtil 2030. Europa står derfor over for en øget konkurrence om begrænsede forsyninger, samtidig
med at det allerede er verdens største importør af olie og gas.
Medierne er tilbøjelige til at fokusere på faren ved, at verdens fossile reserver udtømmes inden udgangen af dette
århundrede. Det anslås f.eks., at der kun er naturgasreserver tilbage til 60 års forbrug. Sådanne forudsigelser er altid
urealistiske og upålidelige (tænk blot på 70'ernes "nulvækstprognoser"). Hovedparten af disse skøn undervurderer de
relative prisers og den inducerede innovations evne til at sikre en bæredygtig og tilstrækkelig ressourcestrøm. Der er
f.eks. betydelige kulreserver - tre gange mere end olie eller gas regnet i energimængde - som til en passende pris
kunne tjene til opfyldelse af energibehovet. Det kan rimelig sikkert forudses, at der selv længe efter 2025 ikke vil
være nogen reel mangel på energireserver.
Det betyder ikke, at det er udelukket, at der bliver problemer med at markedsføre tilstrækkelige energiforsyninger og
undgå kraftige prisstigninger. Der er på mellemlang sigt en risiko for, at den nødvendige infrastruktur til at udvinde,
transportere og raffinere energireserver er utilstrækkelig til at dække efterspørgslen. Mange af disse olieproducerende
lande ledes af regeringer, der satser på kortsigtet indtægtsmaksimering på bekostning af langsigtet økonomisk
optimering. Hertil kommer, at en række vigtige olieproducenter, f.eks. Venezuela, Rusland og Irak, af helt forskellige
grunde ganske vist, forfølger en politik eller oplever interne problemer, som gør dem uattraktive eller uindbydende
for kommercielle investorer.
12 Dette kaldes også "MBH98-rekonstruktionen", der er opfundet af Mann, Bradley og Hughes.
DV\697413DA.doc 33/49