Verden i 2025 - European Ideas Network

ordninger parallelt med en offentlige ydelse og til at spare op, ofte i kraft af skatteincitamenter. Man bestræber sig
desuden på at gøre pensionerne mere flytbare for at øge mobiliteten på arbejdsmarkedet. Frankrig, Polen, Det
Forenede Kongerige og Sverige har alle på det seneste bevæget sig i en eller flere af disse retninger.
En anden måde at imødegå arbejdsmarkedsunderskuddet på vil være at udnytte det fulde potentiale i den
indvandrerarbejdskraft, der allerede er til stede, ved at fremme uddannelsen for indvandrerfamilier og forbedre
uddannelsesmulighederne. Forældrene til indvandrerbørn forspilder ofte uforvarende deres børns chancer som følge
af manglende viden om de lokale skolesystemer. Dette skader naturligvis børnenes egne ambitioner og ønsker, men
for samfundet som helhed er det i første række et økonomisk problem. På grund af faldet i antallet af personer i den
erhvervsaktive alder er det vigtigt, at alle borgere uddannes og beskæftiges så effektivt som muligt.
Det mest grundlæggende og vanskelige problem i Europa er formentlig det lave fødselstal. I verden som helhed
registreres der i øjeblikket 21 fødsler pro mille på årsbasis, i USA 14, i Europa 10 og i Japan kun ni. Hvis det
gennemsnitlige antal fødsler blev øget fra 10 til 11 pro mille, ville det i det mindste stabilisere befolkningstallet i
Europa uden dog at opveje faldet i antallet af personer i den erhvervsaktive alder. Hvis dette skal forhindres, vil det
kræve en endnu kraftigere vækst i fødselstallet. Det fremgår af nylige undersøgelser, at hvis fertilitetskvotienten
forbliver på nuværende lave niveau, vil der for hvert tiår fremover ske et yderligere fald i EU's befolkning på ca. 30-40
mio. personer.
Lave fødselstal kan imidlertid tolkes som kvinders reaktion på økonomiske og sociale forhold og resulterer ikke
nødvendigvis i "familiens sammenbrud" i demografisk og sociologisk forstand. Det ønskede antal børn stemmer
sjældent overens med det faktiske antal børn, der fødes i en familie. Det er antageligvis snarere således, at ønsket om
at få børn forbliver konstant over tid, men ikke altid kan opfyldes på grund af økonomiske eller sociale hindringer. I
den offentlige politik bør der lægges vægt på at fjerne opfattelsen af, at der er sociale og beskæftigelsesmæssige
hindringer for at få børn. Regeringerne er i færd med at undersøge foranstaltninger, der kunne have en direkte eller
indirekte effekt, idet der dog uundgåeligt vil gå lang tid, inden disse vil medføre en vækst i arbejdsstyrken.
"Familiestøtte" er blevet et stadig vigtigere politisk mål i mange lande. Det er stærkt indlysende, at beskatnings- og
socialsikringssystemerne kan indrettes, så de belønner større familier i stedet for at være neutrale over for disse.
Desuden kan skatteincitamenter for og det faktiske udbud af dagplejefaciliteter spille en vigtig rolle på dette punkt.
Det, at det er lykkedes Frankrig og visse skandinaviske lande at standse faldet i fertilitetskvotienten, må give anledning
til eftertanke.
DV\697413DA.doc 22/49