og tilsynsorgan for helsevesenet i Norge. - HeRA

Personer der leve i et indesluttet Rom
er af megen Vigtighed. Men da af
foranmeldte Indberetning erfares, at
Sængestolperne ere nedsatte i
Grunden, som og at der paa sine
Steder fremrage Stene af Grunden,
saae troe vi det rigtigst at der ikkun
paalægges Brædegulve der Jordfylden
danner en ordentlig Flade, og
, at Sængestolperne og de fremragende
Stene /:hvis disse sidste ikke
med Lethed kan bortryddes:/ overlades
med Bræderne.”
* Bordgulv
Dette er et av meget få eksempler i
arkivene på kollegiets befatning med at
offentlige bygninger kan medvirke til
helseskade eller sykdom. Som vanlig er
saken behandlet grundig og pålegget er
gitt som en fredelig og klok henstilling.
Forandringene ville ikke bli kostbare,
og anmodningen ble fulgt opp av amtmannen.
6.18 en historie om kvakksalveri
Under eneveldet ble det gitt fordeler
eller privilegier blant annet til autoriserte
yrkesgrupper. Embetslegene utgjorde
en slik gruppe som altså nøt
kongens beskyttelse. Dette ga seg
uttrykk i lovverket, og et godt eksempel
er kvakksalverlovgivningen.
Kvakksalverforordningen av 1794 – i
likhet med formuleringene i forordningen
av 1672 – var monopolistisk, det vil
si at bare utdannede leger kunne drive
medisinsk virksomhet.
Senere lovgivning, lovene av 1871 og
1936, var som kjent demokratiserende
og snudde dette prinsippet rundt, slik at
alle i utgangspunktet kunne ”ta syke i
kur”, riktignok med betydelige unntak.
Straffen for å drive kvakksalvervirksomhet
ble beskrevet i lovens § 5:
”Dersom nogen Qvaksalver befindes
at tage Syge under Kur, og saaledes
udsætte disse for Fare, da skal han
straffes, 1ste Gang med 20 Rdlrs
Bøder til Sognets Fattig Casse, eller,
i Mangel af Formue, hensættes i
Fængsel paa Vand og Brød, i 8te
Dage. Forseer han sig herimod 2den
Gang, da straffes han med at hensættes
til 6 Maaneders Arbeide i
Forbedringshuset, hvilken Straf fordobles,
saa ofte han antræffes i
samme Forbrydelse.”
De første medisinalberetningene ga
mange vitnesbyrd om kvakksalvervirksomheten
i Norge i denne tidsperioden.
Stort sett dreiet det seg om to
grupper. Den ene var bygdefolk som
var kjente for å kunne gi hjelp i et
knipetak, og dem var det en del av i et
samfunn som alltid hadde greid seg selv
og som hadde vært legeløst inntil
ganske nylig. Den andre gruppen var
oftest omreisende, og var av det vel
kjente svindlerske slaget. Det var disse
siste som gjerne ble gjenstand for
fogdens oppmerksomhet.
Amtmann U.W. Koren (1747-1826) i
Stavangers amt hadde forståelse for at
det kunne være nødvendig å ty til ufaglærte,
og ga uttrykk for dette i et brev til
sunnhetskollegiet 12. oktober 1809:
”Tvende gifte Mænd, Ole Johannessen
Siirvaag og Baar Omundsen Solberg
beklagede sig for nogen Tiid siden, for
mig, at deres Koner vare befængte
med Radesyge; Jeg lod dem derfor
komme her til Stedet, og da de af den
her beskik kede Districts Chirurg Holst
(Chr. Holst, 1773-1811) blev befunden
at være med Radesyge befængt,
tog han dem under Cuur, og efter at
de havde udholdt samme omtrent 12 á
14 Dage, sagde han at de vare friske
og kunde reise hiem, endskjønt de
Syge paastod det modsatte, at de ikke
befandt sig friske.
Noget efter Hiemkomsten, udbrød
Svagheden paa nyt i en endnu voldsommere
Grad, saa at man neppe kan
forstaae et Ord af hvad de taler, og da
de haver smaae Børn, og der er 8
norske Miile til Stavanger Sygehuus,
saa har disse ulykkelige Koner, til ligemed
deres Mænd, anmodet mig om at
de maatte tages under Cuur af Lots
Oldermand Kirseboms efterladte Enke
Kristine Amalie Leganger som har
cureret mange, med Radesyge i
høyeste Grad, befængte Personer,
hvoraf ad skillige boer dels i, dels paa
HanS Petter ScHjønSby: SundHedScollegiet 1809-1815. det førSte Sentrale adminiStraSjonS- og tilSynSorgan for HelSeveSenet i norge
/ raPPort fra HelSetilSynet / 1/2009 /
63