Hans Petter Schjønsby - Helsetilsynet
Hans Petter Schjønsby - Helsetilsynet
Hans Petter Schjønsby - Helsetilsynet
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
57. WB. Forordning 17. april<br />
1782. ang. ”de fornødne<br />
Hielpe-Midler til de blant<br />
Almuen opkommende<br />
smitsomme Sygdommes<br />
Helbredelse og at forekomme<br />
deres videre Udbredelse”.<br />
58. RA. SK. Journalsaker<br />
1809-10. Pk. 9, nr. 75.<br />
at 79 ere døde af Kopper. I denne<br />
Anledning skulde man herved<br />
tienstligst udbede sig det Kongelige<br />
Norske Sundheds Collegiums<br />
behagelige Tanker.<br />
Det Kongelige Danske Cancellie den<br />
24de Febr. 1810<br />
Kaas<br />
Cold Knudsen Bülow Monrad Berner<br />
Lassen”<br />
Det er verd å merke seg at her har<br />
kanselliet ikke fått sin informasjon fra<br />
medisinalvesenet, men via kirkelig vei.<br />
Vi skal senere se at dette ikke var noe<br />
enkelttilfelle. For øvrig hadde prestene<br />
også meldeplikt (57). Det var ikke bare til<br />
det lokale helsevesen, men også via<br />
sine biskoper, som igjen rapporterte til<br />
departementet.<br />
I biskopens brev er opplistet tre sykdommer<br />
som hovedårsak til den høye<br />
dødeligheten i 1808-1809: blodgang<br />
eller dysenteri, forråtnelsesfeber eller<br />
fl ekktyfus, og kopper. Den ble den gang<br />
helst kalt ”Børnekopper” eller ”De naturlige<br />
Kopper”. ”Smaakopper” ble<br />
også benyttet.<br />
Sunnhetskollegiet på sin side reagerte<br />
hurtig, og henstilte til amtmennene<br />
snarest å innhente informasjon fra<br />
embetslegene i stiftet.<br />
En av dem som svarte raskt var <strong>Hans</strong><br />
Munk, senere medlem av sunnhetskollegiet.<br />
Munk var den gang amts-<br />
eller landfysikus i Smålenene (58). I svaret<br />
gjennomgikk han prosedyrene ved datidens<br />
store folkehelsetrussel, epidemiene,<br />
og han redegjorde også for hvordan<br />
det lokale tilsynet virket i praksis nå like<br />
etter sunnhetskollegiets etablering.<br />
Munk gjorde først rede for koppeepidemien<br />
som opptrådte i 1807-08.<br />
Den gikk over hele distriktet (sør-østre<br />
del av det nåværende Østfold). Det<br />
gjorde også en blandingsepidemi av<br />
blodgang (dysenteri) og nervefeber<br />
(tyfoidfeber) fra 1808-09. Den er den<br />
samme epidemien som herjet samtidig<br />
lenger nord på Østlandet.<br />
”…og neppe blev nogen Prestegjeld i<br />
dette District forskaanet hvorfor jeg<br />
ogsaa temmelig bestemt tør sige, at<br />
jeg i den Tiid har for disse Sygdomme<br />
ordineret Lægemidler her i Districtet<br />
for omtrent 2000 Mennesker og et<br />
langt større Antal er vist de som intet<br />
Middel bruge, ligesom jeg også formoder<br />
at en Deel af Almuen betjente<br />
sig at de mange militaire Læger,<br />
hvoraf der i den Tiid befandt sig her i<br />
Districtet vist henved 30, og under<br />
hvis Behandling de mange af disse<br />
Sygdomme militaire vare...”<br />
Munk anga videre hvordan prestene<br />
anmeldte epidemiutbruddene lokalt. De<br />
ble meldt enten direkte til amtsfysikus<br />
eller til amtet. Mange av prestene<br />
anførte også ”de med Sygdommen forbundne<br />
Tilfælde”, altså symptomene.<br />
Munk ”forvisset sig om deres Art og<br />
ordinerede de fornødne Lægemidler,<br />
som med Underretning om deres<br />
Brug… bleve tilstillede Præsterne der<br />
uddeelte samme til de dertil trengende”.<br />
I følge Munk fungerte dette systemet<br />
godt, og han ga prestene uforbeholden<br />
ros for deres hjelp. Et av hans hovedproblemer<br />
var for øvrig den motstanden han<br />
møtte i befolkningens fordommer, og her<br />
var nok prestene gode medhjelpere:<br />
”... hvor vanskeligt er det ikke at<br />
bestride Almuens Fordomme imod<br />
Lægekonsten og dens ordentlige<br />
Anvendelse, uagtet jeg ikke bør<br />
fortie, at Dhr Geistlige i saa<br />
Henseende har viist ald ufortrøden<br />
Fliid, uden hvis Hjelp det ogsaa ved<br />
slige Leiligheder ikke af Læger lader<br />
sig stort udrette for Almuen.”<br />
Vi skal senere i denne beretningen om<br />
sunnhetskollegiets virksomhet møte<br />
fl ere eksempler på konfl ikter mellom det<br />
gryende helsevesenet og befolkningen.<br />
Det fremgikk videre av skrivet til sunnhetskollegiet<br />
at Munk var helt klar over<br />
årsakssammenhengen mellom epidemiene<br />
han beskrev i Østfold og krigen i<br />
1808-09. Han nevnte spesielt troppeforfl<br />
ytningene som smittespredende faktor,<br />
men var ellers multifaktorial i sin epidemiforståelse.<br />
For sin tid og ikke minst<br />
for datidens helsetilsyn, sunnhetskollegiet,<br />
må han ha vært en god<br />
offentlig lege.<br />
HANS PETTER SCHJØNSBY: SUNDHEDSCOLLEGIET 1809-1815. DET FØRSTE SENTRALE ADMINISTRASJONS- OG TILSYNSORGAN FOR HELSEVESENET I NORGE<br />
/ RAPPORT FRA HELSETILSYNET / 1/2009 / 34
Change language