Hans Petter Schjønsby - Helsetilsynet

Embedsforretninger og Pligter”.
Kollegiets tilsyn med dette personellet
skal dreie seg om ”at enhver især af
bemeldte Personer opfylder de dem paalagte
Pligter”. Personellets rettig heter
var; som i dag, implisitt i deres plikter.
3.3.3 Pliktbrudd og forsømmelser
På samme måte er det ikke vanskelig å
se at instruksens § 22 tilsvarte kapittel
11 i dagens helsepersonellov, og spesielt
”Reaksjoner m.v. ved brudd på
lovens bestemmelser”:
”Finder Collegiet, at nogen af det
Personale, som i følge § 20 staaer
under dets Tilsyn, enten er forsømmelig
i sit Embede, eller ei iagttager
de almindelige Medicinal Love, bør
det alvorligen erindre Vedkommende
derom. Skulde en saadan Erindring ei
have den tilsigtede Virkning, og Omstændighederne
ere paatræng ende, da
skal Collegiet være bemyndiget til,
igjennem vedkommende Over øvrigheder
eller Foresatte, at suspendere
den eller de forsømmelige Embedsmænd.
Og bør det forefaldne strax indberettes
til Sundheds Collegiet i
Kiøbenhavn, som derom har at correspondere
med det danske Cancellie.”
I 1810 var altså reaksjonene ved
embets forsømmelse eller pliktbrudd
”Erindring”, som vel tilsvarte en
advarsel. Skulle ikke en slik reaksjon
være tilstrekkelig, ville suspensjon
komme på tale. Kollegiet var delegert
myndighet til dette, men via overøvrigheten,
altså amtmannssystemet.
3.3.4 Tilsyn med institusjoner
I motsetning til ”Lov om statlig tilsyn
med helsetjenesten” av 1984, som ikke
spesifi serte overordnet tilsynsplikt for
våre sykehus, ble dette presisert i
instruksen for sunnhetskollegiet i Norge
i 1810. I § 23 het det:
”Det paaligger Sundheds Collegiet at
have Tilsyn med alle faste Sygehuse
eller Hospitaler for Radesyge og
andre Syge, samt med interimistiske
Indretninger til Sygepleie og andre
Offentlige Indretninger, hvor fl ere
Mennesker holdes samlede, saasom
Tugthuse, Fængsler, Pleie Anstalter,
o.d., forsaavidt angaaer Omsorg for
de Personers Helbreds Vedligeholdelse,
der paa saadanne Steder
iagttages.”
Det er tydelig at lovgiver i denne
instruksen utvidet tilsynsplikten fra
personelltilsyn til også å omfatte
sykehus og øvrige institusjoner der
mennesker forpleies eller oppholder
seg. Den samme samfunnsmedisinske
tankegang fremgikk av at
”Sundheds Collegiet bør underrettes
om, naar nogen offentlig Indretning
af ovennævnte Slags fra nye skal
iværksættes, og dets Betenkning
indhentes, forsaavidt Spørgsmaal
kunde være om Indretningens
Organisation, med Hensyn til
Omsorgen for de Personers Helbred,
som der skulde modtages.”
3.3.5 Hygiene
Ikke minst ser vi denne samfunnsrettede
ideologien representert ved det siste avsnittet
i denne paragrafen:
” Det samme gjælder ogsaa for
Fabrikers Anlæg, som ere af den
Beskaffenhed, at de Materier, som i
samme forarbeides, ved skadelige
Uddunstinger o.s.v. kunde blive
farlige for de i Nærheden boende
Menneskers Helbred, og derfor
udkræve Forsigtigheder ved
Anlæggets Udførelse.”
Her er det nærliggende å tenke på det
moderne begrepet ”miljørettet helsevern”,
som er defi nert som ”vern av
befolkningen mot risikofaktorer i omgivelsene
som kan gi helseskade”.
Det var imidlertid lite som tyder på at
en slik utvidelse av den offentlige omsorgen
for rikets innbyggere var
humanitært betinget. Den var heller en
følge av den helsepolitiske tankegang
som ble utviklet i mellom-Europa på
1700-tallet, og som var en konsekvens
av merkantilismen slik den er beskrevet
ovenfor. Ideologien utviklet seg der
eneveldet sto sterkest, og det er ingen
tilfeldighet at fremme av folkehelsen
som ledd i nasjonens styrkeoppbygging
HANS PETTER SCHJØNSBY: SUNDHEDSCOLLEGIET 1809-1815. DET FØRSTE SENTRALE ADMINISTRASJONS- OG TILSYNSORGAN FOR HELSEVESENET I NORGE
/ RAPPORT FRA HELSETILSYNET / 1/2009 /
21