BORGARTING LAGMANNSRETT - Domstolene

saksforholdet må gjelde et tidspunkt kanskje et par år før dette. Generaladvokaten mente at
ettersom saken dreide seg om en overtredelse på grensen for utviklingen i rettspraksis på
området, var overskridelsen ikke åpenbar og grov, se premiss 138:
138. Jeg er enig med generaladvokat Fennelly i, at det afgørende ved vurderingen
af, om en overtrædelse som den, der var tale om i den pågældende sag, er
tilstrækkeligt kvalificeret, er, om retsvildfarelsen objektivt set var
undskyldelig eller uundskyldelig. Jeg er også enig i, at denne betingelse inden
for de fleste områder af fællesskabsretten, sandsynligvis vil være opfyldt, når
der er tale om indirekte forskelsbehandling. Men som jeg bemærkede i mit
forslag til afgørelse i sagen Test Claimants in Group IV of the ACT Group
Litigation (90), er den praksis, hvorved Domstolen har undersøgt, inden for
hvilke begrænsninger traktatens bestemmelser om fri bevægelighed finder
anvendelse på direkte beskatning, visse steder meget kompliceret og på nogle
punkter under udvikling. Helt frem til afsigelsen af Verkooijen-dommen (91)
og Manninen-dommen (92) var det efter min opfattelse f.eks. ikke
fuldstændig klart, at medlemsstater, der udøver deres beskatningskompetence
som hjemstat, i henhold til artikel 43 EF og 56 EF har pligt til at give
hjemmehørende aktionærer med udenlandsk indkomst en tilsvarende
lempelse af den økonomiske dobbeltbeskatning, som indrømmes
hjemmehørende aktionærer med indenlandsk indkomst. Modsat findes der
også forpligtelser, som klart følger af bestemmelser i den afledte ret, som
f.eks. moder-datterselskabsdirektivet, eller af den retspraksis, som forelå på
det tidspunkt, hvor de relevante bestemmelser var gældende. Kort sagt skal
overtrædelser, som befinder sig på det, der på det daværende tidspunkt
udgjorde grænsen for udviklingen i retspraksis inden for området, efter min
opfattelse således ikke anses for en åbenbar og grov overskridelse af
grænserne for en medlemsstats skøn som omhandlet i Domstolens praksis.
Det tilkommer den nationale ret at foretage den endelige vurdering af dette
spørgsmål på grundlag af de faktiske omstændigheder (93).
EF-domstolen var enig med Generaladvokaten, og det er særlig interessant at domstolen
ikke betraktet Verkooijen for å være avgjørende i seg selv, men pekte på at utviklingen
hadde vært gradvis. Domstolen så Verkooijen i sammenheng med Lenz og Manninen og
knytter kriteriet ”som sådann” til alle dommene sett under ett. Det ble i saken overlatt til
den nasjonale domstol å avgjøre om overtredelsen var ”tilstrekkelig kvalifisert”, men EFdomstolen
la klart opp til at det ikke var grunnlag for å konstatere ansvar, se premiss 215,
216 og 217:
215 I den foreliggende sag skal den nationale ret med henblik på at vurdere, om
en tilsidesættelse af artikel 43 EF, der er begået af den pågældende
medlemsstat, var tilstrækkelig kvalificeret, tage hensyn til den omstændighed,
at de konsekvenser, der på et område som direkte beskatning følger af den
frie bevægelighed, der er sikret ved traktaten, kun gradvist er blevet klarlagt,
bl.a. ved de principper, Domstolen har udviklet siden dommen af 28. januar
1986 i sagen Kommissionen mod Frankrig. På området for beskatning af
- 63 - Feil! Ukjent dokumentegenskapsnavn.