Den dynamiske celle - Effimedicin

• Fosfatidylserin
• Sphingomyelin
De er amfipatiske med en stærk polær hydrofil ende vendende ud mod overfladerne hhv. mod ECV og
ind mod ICV. Mens den non-polære hydrofobe ende bestående af 2 lange fedtsyrekæder vender ind
mod det indre af membranen.
Fosfolipiddobbeltlaget er flydende , har væskeform og lipidmolekylerne i hvert monolag er i konstant
bevægelse, hvor de bytter plads med nabomolekylerne (lateral diffusion). Viskositeten er blandt andet
afhængig af lipidsammensætningen og f.eks. om der er et knæk på den ene fedtsyre kæder, jo flere
umættede fedtsyre kæder, desto mindre tætpakning af lipidmolekylerne og derfor et mere tyndtflydende
lag.
Den anden halvdel af membranlipidmolekylerne udgøres af cholesterol, der gør lipiddobbeltlaget
mindre flydende. Den er samtidig også med til at stabilisere dobbeltlaget ved at modvirke at
viskositeten nedsættes, hvis temperaturer kommer under fedtsyrernes smeltepunkt.
Cellemembranen er asymmetrisk biokemisk sammentsat, da den ydre membranhalvdel overvejende
består af fosfatidylcholin og sphingomyelin, mens den indre halvdel overvejende består af
fosfatidylætanolamin og fosfatidylserin. Fosfatidylserin er negativt ladet, hvilket giver en betydelig
forskel i elektrisk ladning mellem de 2 sider af lipiddobbeltlaget.
Fosfatidylinositol (endnu et fosfolipid) er involveret i at overfære signaler fra plasmalemma til cellens
indre.
Asymmetrien forstærkes yderligere af forekomsten af glykolipider, der i stedet for fosfatgrupper har
korte kulhydratkæder, oligosakkaratider, knyttet til lipiderne. De findes udelukkende i den ydre
membranhalvdel med deres kulhydratdel ragende ud fra celleoverfladen.
Membranproteiner forekommer indskudt eller opløst i lipiddobeltlaget.
• Integrale membranproteiner er amfipatiske molekyler, der har hydrofobe områder, der strækker
sig igennem hele dobbeltlaget og hydrofile områder, der strækker sig gennem områder placeret
på den udvendige og indvendige overflade af membranen. De er integrale, da de kun kan
opløses ved at opløse lipiddobbeltlaget. Dette skyldes, at aminosyrerne i den hydrofobe del er i
tæt kontakt med fedtsyrekæderne i lipiddobbeltlaget. De hydrofobe dele der strækker sig
igennem lipiddobbeltlaget har form af en alfa-helix.