En velsignet jul ønskes våre lesere! - Selbu Menighet

16
En Erindring fra Selbu
- om en gammel skikk som er kommet bort
Hva som kan skje når man sovner under en preken, finner vi fortalt i Apostlenes gjerninger 20,9. En ung
gutt som het Evtykos satt i vinduet da apostelen Paulus talte, men talen hans varte nok så lenge.
Evtykos falt i dyp søvn, og overmannet av søvnen falt han ut av vinduet fra tredje etasje. Da de
tok ham opp trodde de at han var død, men Paulus fant ut at det var fortsatt liv i ham. Heldigvis.
Preknene som holdes for tiden i våre kirker, er ikke lenger så langvarige. Da står man heller ikke
i fare for å sovne inn som det skjedde med Evtykos. Men hvordan var det for dem som skulle lytte
til en preken som varte i minst 30 min?
Ole Johan Vold innleverte en nok så innholdsrik tekst om en gammel skikk i Selbu kirke
som skulle hjelpe å holde søvnen unna. Teksten er nedtegnet av Olaf Guldseth og publisert i
Selbygbogen fra 1931. I Selbygbogen stod det meddelelser om Selbyggenes slekt i Amerika og deres
virke.
Det var Sommeren 1896. Sammen med min Hustru
havde jeg den Glæde at saa gjense det kjære gamle
Land og hilse paa Slægt og Venner.
Vi maatte selvfølgelig besøge Selbu. Flere af min
Faders nærmere Slægtninger levede endda. Vi blev
over en Søndag og vilde naturligvis komme ud til
den gamle Kirke, hvor daværende Kapelan Domaas
skulde forrette. Det var en varm Julidag og jeg husker
Kirkeveien fra Guldseth i Vikhvervet til Kirken var noegt
strævsom. Dog ikke for os som fik sidde i en god
Kjærre. Men der var Afbrydelser. Vi maatte over Elven,
nu har baade jeg og min Hustru glemt det nærmere
angaaende Befordringen.
Men en Ting fra denne Søndag har jeg ikke
glemt. – Vi var komme ind i den store, vakre
Kirke – den selvsamme Kirke, hvor min Fader i sin
Ungdom gikk ind og ud. Saavidt jeg nu husker var
Kirkestolene godt optaget. Pastor Domaas var kommen
paa Prædikestolen og talte over Dagens gamle
Evangelium: Farisæeren og Tolderen. Han talte i en
jevn, rolig Tone og skjønt jeg nu intet kan erindre af
Indholdet, tror jeg det var en meget god Prædiken.
Men – hva skulde dette betyde? Ved at se mig
om opdaget jeg at den ene efter den anden af gamle
Mænd og Kvinder reiste sig og stod, efter at Presten
havde talt en Tid. De stod en Stund og støttet sig paa
sin Stav eller paa Bænkeryggen – satte sig saa ned for
kanske senere at reise sig og staa en Stund igjen.
Dette var mig en Gaade. Gamle Folk staa slig, naar
de havde god Plads til at sidde!
Jeg maatte faa en Forklaring her. Og da vi var
S E L B U & T Y D A L M E N I G H E T S B L A D
udenfor Kirken efter Gudstjenesten spurgte jeg en
gammel Mand: Hvorfor staar dere under Prædikenen,
dere som er gamle og trænger at sidde? Jeg havde
ikke set nogen yngre staa.
Jo, svarte han, det skal jeg sige dig. Vi er gamle
Folk. Og vi har arbeidet hele Ugen med tungt Arbeide.
I dag har vi gaaet lang Vei til Kirken. Og nu er det
varmt og Luften tung. Vi er ”trøit”. – Og naar vi skal
sidde og høre paa Prædikenen, saa vil Søvn komme
og tage os. ”Men vi vil ijt saavaa i Kjerka!” – Derfor
reiser vi os og staar, for da kan vi holde os vaagne.
Jeg har som sagt glemt Pastor Domaas’s
Prædiken. Men denne Prædiken som jeg fik atpaa af
den gamle Mand har jeg ikke glemt.
Hvilken Pietet og Ærefrygt for Gudstjenesten og
Guds Ord kom ikke her tilsyne! Hvilken Opofrelse! –
At plage de trætte og værkende Lemmer som saa vil
kunde trænge Hvilen i Kirkestolen til at staa og værke
endda mer – for at holde Søvnen borte! Jeg har Lyst
til at saa minde den yngre Slægt af Selbufolk som
nu lever – i den fagre Hjembygd i Norge eller her i
Amerika – om disse ”Fædre” de har havt. Det er vel
tvilsomt om dette Syn jeg her har nævnt nu længer
sees i Selbu Kirke – eller i nogen Kirke nogensteds.
Hvad nu end Bevæggrunden kunde være hos
disse gamle til ikke at ville sove i Kirken, saa vidnet
deres Handling ialfald om at de følte de var under
Guds Øine i Kirken og Gud skulde ikke se dem som sit
Ords Foragtere.
Ære være slige gamles Minde!
Olaf Guldseth