Pengeblind

ankhistorie
arkivet
Af Brian Wiborg, Dansk Pengemuseum
Har du sat penge i ølsparekassen?
I dag skal man forbruge sine penge af hensyn til samfundsøkonomien.
Men engang ansås det modsatte som løsningen på samfundets problemer.
Det skabte mange kreative idéer for at få folk til at spare op
En kvinde i USA fik i begyndelsen af 1880’erne en god idé.
Udvandret fra Dresden i Tyskland i 1870’erne havde hun bosat
sig i New York, hvor hun forsøgte at hjælpe fabriksarbejderne
med et praktisk problem: børnepasning. Metoden var oprettelsen
af fabriksbørnehaver. Men da drift af børnehaver ikke ansås
som hverken fabrikkens eller det offentliges opgave, måtte
andre måder findes for at skaffe midler til veje. Hun fik så den
idé at oprette ølsparekasser.
Det gik i al sin enkelthed ud på, at når fabriksarbejderne efter
dagens slid mødtes på byens værtshuse, så skulle de, i stedet
for at købe dagens sidste øl, kaste pengene herfor i en opstillet
kasse – ølsparekassen. Pengene skulle bruges til at oprette og
drive børnehaver for arbejdernes børn.
Hvorvidt tiltaget blev en succes, er uvist. Men det er et
eksempel på den kreativitet, som opstod i 1800-tallet, hvor
idéen om opsparing i sparekasser bølgede hen over det meste
af den vestlige verden. Og det var således ikke kun almindelige
sparekasser, der oprettedes rundtomkring, hvilket ølsparekasserne
i New York antyder.
I England pålagde parlamentet i 1856 landets søfarende at
oprette skibssparekasser, så søfolkene ikke brugte pengene på
druk og svir, når de gik i land. I stedet skulle kaptajnen sørge for,
at en del af lønningerne endte i en aflåst kasse i hans varetægt.
Idéen om skibssparekasserne udbredtes hurtigt til lande som
Frankrig, Holland, Italien og Rusland. Men, så vidt vides, ikke til
Danmark.
Også fabriksarbejderne skulle holdes fra letkøbte fristelser.
I deres tilfælde var det et generelt problem, at almindelige sparekasser
kun havde åbent, når arbejderne befandt sig på deres
arbejdsplads. Derfor blev fabrikssparekasser udbredt i det meste
af Europa. I Danmark havde man fabrikssparekasser på for
eksempel Tuborg og på B&W.
På samme måde forsøgte man også at nå andre mindrebemidlede
befolkningsgrupper med særlige sparekasser. Herunder
huslejesparekasser, tyendesparekasser, øresparekasser
og skolesparekasser.
På godset Lerchenborg ved Kalundborg tog grev Lerche et
meget håndfast ansvar for sine ansattes opsparing. I 1872
oprettede han en sparekasse for sine medarbejdere. Og det var
ikke en sparekasse, man frivilligt kunne benytte. Det foregik
derimod med tvungne indbetalinger.
For hver præsteret arbejdsdag tilbageholdtes fem øre af
lønnen, som greven så indsatte på medarbejderens konto i sparekassen.
Til gengæld tilføjede greven yderligere 5 øre som en
belønning til spareren. Og ikke nok med det; for hvis medarbejderen
besluttede at spare yderligere op af sin løn, så tillagde
greven også dette beløb som en belønning. Altså en særdeles
fordelagtig ordning for den medarbejder, som var dygtig til at
spare op.
Pengene blev indsat i Kalundborg Sparekasse, og her var de
bundet for tre år ad gangen. Og når de tre år var gået, kunne
medarbejderen vælge at forny perioden med yderligere tre år.
Med en klækkelig belønning fra greven naturligvis. 70 personer
på godset var en del af denne ordning, hvoraf størstedelen må
formodes at være unge mennesker, der på denne måde fik
muligheden for en særdeles god start på voksentilværelsen.
Således skabte man individuelle opsparingsmuligheder
dengang. Efterhånden blev det hele institutionaliseret med
”rigtige“ sparekasser. I dag har børn knap nok en sparebøsse på
deres værelse.
44 Finans marts 2011