Fanget i forbryderes net

TEMA
socialt
ansvarlige
fyringer
➼
De skulle fandeme
ikke bare fyre os
HSH Nordbank har skilt sig af med mange medarbejdere i forbindelse med beslutningen
om at lukke aktiviteterne i København helt ned inden årets udgang. Men det sker på en
meget socialt ansvarlig facon, påpeger tillidsmand Rene Christensen
Af Elisabeth Teisen et@finansforbundet.dk Foto: Stig Stasig
Er medarbejdere skakbrikker, der bliver fejet af brættet, når
der ikke længere er brug for dem, eller er det mennesker, hvor
hvert eneste individ har en værdi og en værdighed – også når
ledelsen har truffet dispositioner, der gør, at den ikke længere
har brug for de medarbejdere, den ansatte, da tiderne så
lysere ud?
René Christensen er ikke tvivl, og det er kernen og det, der
er motivationen i hans virke som tillidsmand i HSH Nordbank.
Fyringer har været en helt central aktivitet i hans tillidsmandskarriere.
Han blev valgt som tillidsmand i november 2008,
umiddelbart efter at der var kommet besked fra hovedsædet i
Tyskland om, at banken skulle reducere kraftigt. Knap var han
tiltrådt i det nye hverv, før der kom en ny besked om, at banken
helt skulle ud af sine nordiske aktiviteter og dermed lukke
det nordiske hovedkontor i København – i første omgang allerede
i 2010. Den definitive lukning blev senere udskudt til
ultimo 2011.
En ordentlig aftale
Den dramatiske besked til bankens medarbejdere var straks
blevet fulgt op af forhandlinger om masseafskedigelser mellem
Finanssektorens Arbejdsgiverforening, FA og Finansforbundet.
Forhandlinger, der allerede i september 2008 førte
frem til en god og ordentlig aftale om fratrædelser:
• Minimum tre måneders opsigelse til alle, selvom banken
havde mange unge ansat i uddannelsesstillinger uden lang
anciennitet.
• Tre måneders løn ud over hvad overenskomst og funktionærlov
fastsatte.
• 30.000 kroner til outplacement per person.
• Lov til at beholde mobiltelefonen.
• Mulighed for hurtigt at blive fritstillet.
”Selvom medarbejderne var godt tilfredse med ordningen, var
der røre i banken. Medarbejderne kunne ikke forstå, at alt det,
de havde været med til at bygge op, bare skulle smides på
gulvet. 20 sælgere var blevet fyret som de første. Men alle
andre spurgte: ’Hvad med mig?’. Det var i den situation, jeg
valgte at stille op som afløser for den tillidsmand, der rejste“,
fortæller René Christensen.
Der var på det tidspunkt omkring 200 medarbejdere i
København, og det var en bredt sammensat skare af alt lige
fra kantinemedarbejdere til analytikere og jurister.
”Grundlæggende var alle kede af det, men kollegerne tog
det meget forskelligt. Det var ofte dem med kortest uddannelse,
der var mest ulykkelige, fordi de var mest bange for, at
det ville blive svært at få et nyt job. Men det tog også grumt
på accountmanagere, som i den grad havde været med til at
bygge banken op. I den anden ende af skalaen var der dem,
der sagde: ’Fint, jeg er smuttet. Jeg finder mig hurtigt et nyt
job’“.
Gulerødder
Da René Christensen havde været tillidsmand ét år, måtte han
til forhandlingsbordet om nye fratrædelsesaftaler.
Det var nu blevet klart, at banken først ville lukke med
udgangen af 2012, og det var magtpåliggende for ledelsen at
motivere medarbejdere til at blive i banken, der åbenlyst var
en blindgyde. Det var naturligvis et godt udgangspunkt for
forhandlingerne set med medarbejdernes briller.
”Det var min holdning, at vi skulle have det, vi havde krav
på, og gerne lidt mere. De skulle fandeme ikke bare fyre os.
For mange var banken nærmest deres liv, og de havde inve-
34 Finans august 2011