MiK MaK

Når flaget går på halv
Det var faktisk det første, jeg gjorde.
Næste morgen. Satte flaget på halv.
Hun havde ingen flagstang selv, så vi
flagede altid når det var hendes
fødselsdag. I en helt anden by, selvfølgelig.
Men det var fint nok. Denne
gang kom det knap så højt op. Til
gengæld hang det hele dagen. Og
aftenen med. Vi havde brug for at
fortælle hele verden, at den var gået i
stå. At verdens undergang var nær. I
hvert fald hos os i nummer 19. Et
kæmpe rødt-hvidt signal til alle, der
gik forbi. Jeg tror, jeg tænkte, at hver
gang én fik medfølelse med os, så
kunne det fjerne lidt af den uendelige
lidelse, der gnavede i hjerne og
hjerte.
Så ringede det på døren. Igen.
Og en halv time efter igen. Folk
strømmede til. Naboer, genboer og
folk på villavejen, som vi kun sjældent
havde snakket med forinden. Kom ind
og satte sig ned og krævede, at
historien blev fortalt om og om igen.
Og igen. Da hoveddøren blev lukket
sidst på eftermiddagen, og den sidste
vejboer svingede ud bag om hækken,
følte jeg mig rig. Velsignet og rig.
Omgivet af verdens vel nok modigste
mennesker. Halvvejs fremmede parcelhusejere,
der tog sig mod til at brase
ind hos nogen med et nyophængt flag
på halv. Heldig, velsignet og rig.
Længe, længe efter mørkets
frembrud tog jegflaget ned. Ved
midnatstid, faktisk. Og hvad så hvis
det hang lidt længe? Det var trods alt
sidste gang, det blafrede for min mor.
Jeg kender så udmærket følelsen.
Angsten for at bryde ind i nogens sorg.
Utrygheden ved at ringe til nogen, der
har mistet. Frygten for at banke på
deres dør. Inderst inde er jeg vel bange
for at få dem til at græde. Bange for at
minde dem om deres tab. Men hvor er
det egentlig fjollet. Helt ærligt! At
undgå at ringe til nogen med flaget og
livet på halv betyder næppe noget i
forhold til deres hukommelse for den
afdøde. Man glemmer næppe sit døde
barn, Sin ægtefælle eller bror af, at
vennerne venter udenfor. Venter bag
hækken. Hvis det bare gik så let.
Jeg har talt med flere, der har
oplevet, at de venner, de troede, var
nærmest, var fjernest i sorgen. Nogen
har oplevet det modsatte. Selv oplevede
jeg, at mit nærmiljø blev langt mere
vedkommende, end det havde været
tidligere. Opmærksomheden kom fra
kanter, hvorfra jeg mindst ventede det.
Og udeblev fra steder, jeg ikke forstod
dengang. Jeg ved ikke, hvor dine
allerbedste venner er henne lige nu. Om
de er der for dig eller ej. Men jeg tror,
at de tænker på dig. Og måske er de
bange for at minde dig om det, der er
allerværst. Når man kender og elsker
folk, der mister, kan det være meget,
meget svært. Man føler med sine
venner i sorgen, og det hele kommer
utrolig tæt på. Det er vanskeligt at stå
nær ved folk, der rammes af tragedie.
På mange måder er det lettere at være
arbejdskollega eller et perifert bekendtskab.
Hvis dine venner ikke er der nu,
hvor du har brug for dem, så kontakt
dem! Fortæl dem, at du har brug for
dem i dit liv. Og hvordan du har brug
for dem. Det er en svær opgave at være
pårørende til en sørgende, så forsøg at
sætte ord på, hvad du har mest brug
for. I hælene på sorgen følger ødelagte
venskaber. Det er velkendt. Og slet ikke
til at bære.
Med flaget på halv
Af Mette Marklund
Unitas Forlag
2012
„I et ærligt og vedkommende sprog
sætter bogens forfatter ord på de
følelser og stemninger, der præger
situationen efter et dødsfald;
savnet af den døde, ensomheden,
vreden over at livet ubekymret går
videre, skyldfølelsen, tomheden.“
3