REDAKTIONELT - Anglo Files

More documents

Recommendations

Info

14 15 CANADAS HISTORIE OG SAMFUNDSFORHOLD En kort oversigt Birthe Nekman Bente Lidang Amtsgymnasiet i Solrød Hillerød Handelsskole Canadas befolkning I Canada bor der 25,3 mil. mennesker, hvoraf 85% bebor et smalt bælte på ca. 500 km langs grænsen til USA med de tre største byer Toronto (3 mil.), Montreal (2,8 mil.) og Vancouver (1,2 mil.). Resten af Canada, der er det næststørste land i verden, er tyndt befolket, og 89% af landet er ikke permanent beboet. 46,6% af befolkningen er af britisk afstamning, 28,7% af fransk afstamning, mens indianere og inuiter udgør 2%. 25% af befolkningen stammer fra andre europæiske samt asiatiske lande. I Quebec er størstedelen af befolkningen fransksprogede, men ellers er engelsk det mest udbredte sprog. Fransk-canadierne lever i konstant frygt for, at deres franske kultur og sprog skal forsvinde; derfor forsøger de såvel politisk som psykologisk af fremhæve deres nationale særpræg, hvilket bl.a. i 1969 har ført til indførelse af fransk som nationalt sprog sammen med engelsk. Generelt kan det siges om de øvrige nationaliteter, at der er og altid har været en tendens til, at de bosætter sig i samme områder og derved styrker sammenholdet, således at der mange steder i Canada, såvel i byerne som i landdistrikterne, findes befolkningsgrupper med markant nationalt særpræg. Indianere og inuiter Canadas ca. 1 mil. indianere er opdelt i to grupper, de registre- rede. Dette registreringssystem har sin oprindelse i den periode, hvor indianerne mere eller mindre frivilligt opgav deres jagtmarker, der blev opkøbt af europæerne, og indianerne blev samlet i reservater. Der findes ca. 300.000 "status Indians", registreret i 560 "bands", fordelt på 2300 reservater, som forbundsregeringen er ansvarlig for m.h.t. penge, uddannelse og sociale foranstaltninger. Af "non-status Indians" findes der mellem 300.000 og 750.000. Denne gruppe består af indianere, der selv har valgt at frasige sig deres rettigheder og leve som almindelige borgere, og indianere, hvis forfædre har valgt dette til gengæld for penge eller landområder. De ca. 25.000 canadiske inuiter lever spredt over det arktiske område i ca. 50 småsamfund. De lever hovedsageligt af jagt og fiskeri, men den moderne teknologis indtrængen har givet arbejdspladser til en hel del inuiter. Deres levevis undergår stadige forandringer i takt med udbygningen af moderne transportog kommunikationsmidler. Sundhedsforanstaltninger, skoler og ændret levevis har bevirket, at inuiterne ikke længere lever som nomader, men er blevet fastboende. Hvilke konsekvenser, positive såvel som negative, den moderne civilisations ankomst til det arktiske område vil have, kan kun fremtiden vise os. Regeringsforhold Canada er et demokrati med en. forbundsregering og 10 delstater samt to territorier med begrænset selvstyre. Den britiske dronning er repræsenteret ved generalguvernøren, hvis funktioner kun er formelle og ceremonielle. Forbundsregeringen i Ottawa består af underhuset og senatet. Underhuset har 282 valgte medlemmer, der repræsenterer delstaterne i forhold til befolkningstallet. Senatets 104 medlemmer bliver udpeget af generalguvernøren efter råd fra premierministeren, og pladserne fordeles efter samme system som underhusets. Det storte politiske parti i underhuset danner regering, og dets leder bliver premierminister. I dag er der fire partier: "the Liberal Party", "the Progressive Conservative Party" (siden 1984 regeringsparti med Brian Mulroney som leder), "the New Democratic Party" og "the Social Credit Party". Forbundsregeringen tager sig af udenrigspolitik, forsvar, handel og industri, finanspolitik, offentlige arbejder, transport, skibsfart, indvandring, administration af "Indian Affairs", og forholdene i de nordlige territorier. Delstatsregeringerne tager sig af uddannelse, naturrigdomme, ejendomsret, borgerrettigheder og de kommunale institutioner. Områder som sundhed og velfærd, arbejdsløshed, lovgivning, landbrug og beskatning varetages af såvel forbundsregering som delstatsregeringer. Canadas historie Canada har fra de tidligste tider været et indvandrernes land. De befolkningsgrupper vi kalder de indfødte, the native peoples, kom oprindeligt fra Asien. Indianerne kom for ca. 30.000 år siden, idet de forfulgte store hjorde af bøfler, der krydsede Beringstrædet i den sidste istid, mens der var fast forbindelse mellem Asien og det nordlige Amerika, hvorfra de spredte sig over hele det amerikanske fastland.
16 Inuiterne kom sejlende over Beringstrædet mellem år 15.000 og 10.000 f.v.t., hvorefter de drog over det arktiske område helt til Grønland. Omkring år 1000 e.v.t. gik vikingerne i land i Nordamerika og blev således de første europæere, der slog sig fast ned, hvilket vi har bevis på efter et fund i 1960 af en boplads i Newfoundland. Tidligere mente man, at John Cabot, der var sendt af Henry VII af England, havde påbegyndt den europæiske kolonisation af Canada i 1497. Adskillige opdagelsesrejsende forsøgte på denne tid at finde Nordvestpassagen til Orienten, således franskmanden Cartier i 1534 og englænderen Sir Martin Frobisher i 1576. Nogle opdagelsesrejsende slog sig ned, da de opdagede de rige muligheder, der lå i handelen med skind med indianerne. Blandt disse var franskmanden Samuel de Champlain i det nuværende Quebec i 1608, og englænderen Henry Hudson i 1610. I kølvandet på disse og med udsigt til store rigdomme strømmede englændere og franskmænd i stort tal til Nordamerika i løbet af 1600- og 1700-tallet, med det resultat at der opstod lange og bitre magtkampe mellem franskmænd og englændere, der hver for sig blev støttet af forskellige indianerstammer om rettighederne til de givtige jagtmarker. I 1759 sejrede englænderne over franskmændene, og det franskdominerede New France blev en engelsk koloni, der dog allernådigst fik lov til at beholde en vis del af deres franske lovgivning. Som følge af den amerikanske frihedserklæring i 1776 flyttede mere end 30.000 britiske Loyalister nordpå til New France. Da disse tilflyttere ikke kunne acceptere at være underlagt fransk lovgivning, blev New France i 1791 delt i et engelskdomineret Upper Canada og et fransk Lower Canada, begge kolonier med delvis selvstyre. Efter krigen 1812-14 mellem England og USA emigrerede over 500.000 englændere til Canada tilskyndet af løftet om gratis land, fordi England ønskede at styrke kolonierne i tilfælde af en ny krig. Hermed blev grunden lagt til den nuværende engelsk- talende befolkningsmajoritet. Grænsen mellem de britiske kolonier og USA blev i 1846 trukket fra de store søer vestpå langs den 49. breddegrad til the Rocky Mountains. Den stærkt stigende befolkning i kolonierne begyndte nu at kræve mere selvstyre. Frygten for en ny amerikansk revolution fik det britiske parlament til at acceptere en union, der blev indgået mellem de fire kolonier Ontario (Upper Canada), Quebec (Lower Canada), New Brunswick og Nova Scotia; hver provins fik deres egen regering til at styre indre anliggender. Således dannedes the Dominion of Canada i 1867 og kernen i nationen var skabt. I 1870 blev provinsen Manitoba dannet efter britisk opkøb af enorme arealer tilhørende the Hudson's Bay Company, mens resten af området blev til the Northwest Territories, styret af forbundsregeringen i hovedstaden Ottawa. Kolonien British Columbia blev provins i 1871 og Prince Edward Island i 1873. Da der i 1898 blev fundet guld i det nordlige Canada startede det berømte "Goldrush" til Klondyke, hvorved en udvikling blev sat i gang, der resulterede i dannelsen af the Yukon Territory, som blev løsrevet fra the Northwest Territories. The Canadian Pacific Railway tværs over landet stod færdigbygget i 1895, hvilket muliggjorde transport til store uudnyttede områder vestpå. 20 år senere dannedes prærieprovinserne Saskatchewan og Alberta, efter en fortsat stigende immigration nu også fra andre europæiske lande. Modvilligt, men med udsigt til bedre sociale forhold, sluttede det meget britisk loyale Newfoundland sig til unionen i 1949 som provins nr. 10. Før første verdenskrig var Canada i udenrigspolitisk henseende stadig en britisk koloni. I første verdenskrig gjorde Canada sig internationalt bemærket ved en enorm indsats; en stærk nationalfølelse var ved at brede sig, copyright: The Inuit Print (National Museum of Man, Ottawa) 17 og kravet om fuld selvstændighed førte til, at Canada reelt i 1931 blev en selvstændig nation. Selve den nominelle side af sagen tog lang tid, og først i 1982 blev lovgivningen endelig bragt i orden, således at de sidste rester af britisk overherredømme er Dronningens position som formelt overhoved og Canadas medlemskab af Commonwealth. * * *
Page 1: 2 3 Temaet for næste nummer af ENG
Page 5 and 6: 20 percent of the population was of
Page 7 and 8: 24 25 The Immigration Act formalize
Page 9 and 10: 28 ASPECTS OF MULTICULTURALISM IN T
Page 11 and 12: 32 33 after the Revolution in 1917.
Page 13 and 14: 36 37 the main character and his ad
Page 15 and 16: 40 41 The Baitchopper (James Lorime
Page 17 and 18: 46 CANADA SET MED FRANSK-CANADISKE
Page 19 and 20: 50 51 a North American who is not a

REDAKTIONELT - Anglo Files

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?